onsdag 10. december 2014

Dyne-Larsen samlede fuldt hus i Nørager

Gør man lidt ekstra kommer der flere til byen, sagde Lars Larsen

Søren Christensen og Lars Larsen.

Af Thorkil Christensen

NØRAGER: Der var fuldt hus, da "Dynekongen" Lars Larsen fortalte om sit virke ved et møde i medborgerhuset "Kig Ind" i Nørager. Købmanden, der driver 2200 butikker i det meste af verden fortalte om sin virksomhed gennem 35 år, men også om sin hobby - golf - og golfturneringen Made In Denmark i Gatten i august, som gjorde Vesthimmerland kendt ude i den store verden.

Lars Larsen er uddannet i handel med sengetøj og gardiner. Han kom fra Thisted til Aalborg og åbnede sin første butik i Aarhus i foråret 1979. Målet var stordrift for at opnå billigere priser, og det lykkedes ham hurtigt at få de første 40 butikker etableret.

- Men det var ikke nemt for der skulle bruges 1 til 1,2 mio. kr. for at åbne en butik. Jeg satsede på, at leverandørerne ville yde mig 40 dages kredit så vi kunne nå at sælge varerne inden de skulle betales. Enkelte leverandører ville ikke gå med til denne ordning. Det har de formentlig fortrudt, sagde Lars Larsen.

Det lykkedes at etablere otte butikker i løbet af det første år, bl. a. i Aarhus, Hadsund og Aalborg. For at komme videre måtte Lars Larsen optage et lån på fire mio. kr. i London - til 25 pct. i rente. Det lån satte han sig dog for at afvikle hurtigst muligt.

For Lars Larsen og Jysk Sengetøjslager var der nærmest tale om globalisering da de som jyder begyndte at sælge til sjællanderne, men det varede ikke længe før Jysk åbnede en forretning i Flensborg - og dermed var vejen banet for et stort antal butikker i Tyskland. I dag har Jysk forretninger i 36 lande og Lars Larsen lagde ikke skul på, at det har været en kamp at komme igang i hvert eneste land, fordi man skulle sætte sig grundigt ind i tankegangen hos hver lands befolkning.

- Og chefen skal gå forrest. Vi er alle lige - også i Tyskland, hvor netop det, at landechefen gik forrest vakte opsigt og gav respekt, sagde Lars Larsen, som indrømmede, at ud af de 36 lande som Jysk i dag opererer i, er det kun butikkerne i de 20, der giver overskud. 16 lande er "i ovnen". Der gik f. eks. 15 år før Jysk begyndte at tjene penge på butikkerne i Sverige. Men man skal tro på sagen og være vedholdende, lød det fra købmanden.

Lars Larsen har inden for de seneste to år købt kæderne Ide Møbler, Ilva og Sengespecialisten, og driver desuden en salgsportal på internettet. Men man kan ikke bare sælge på nettet, og derfor er der etableret 40 butikker med et såkaldt storby-set up, hvor kunderne kan se varerne. 2200 butikker kræver store centrallagre, hvor varerne tjekkes inden de kommer ud i butikkerne. Lagrene giver mulighed for at købe stort og billigt ind på tidspunkter udenfor sæsonen. Og det er der penge i.

Lars Larsen sagde, at man kunne foranlediges til at tro, at han havde storhedsvanvid med alle de butikker.

- Det har jeg måske også, men på en kontrolleret måde, lød det fra købmanden som afslørede, at hele planen for udviklingen af Jysk er skrevet ned og lagt ind i et testamente. Filosofien er, at alle har brug for søvn og skal bruge dyner og møbler. Derfor er der plads til en forretning som Jysk, som har et mål om i løbet af få år at være størst i verden på sengetøjsmarkedet.

Om golfturneringen Made In Denmark sagde Lars Larsen, at han ville bevise, at det kan lade sig gøre at få økonomi i en sådan turnering i Danmark. Han sagde også, at det ikke er for andres, men udelukkende for sin egen skyld - og lidt for Vesthimmerland - at han er gået ind i projektet og har sat mange millioner kroner på spil.

- Turneringen er min drøm. Danmark skal være en golfnation - det kan nemlig få turister til landet. Og golfspillere rejser efter internationalt kendte baner, sagde Lars Larsen.

Made In Denmark blev en folkefest med 83.000 tilskuere og masser af aktiviteter i byerne i Vesthimmerland. Desuden blev der sideløbende samlet en halv million kroner ind til velgørende formål. Arrangementet afvikles også i de kommende to år i Gatten. Holdet bag vil gøre det endnu bedre og er allerede igang, og jeg føler anledning til at rose for den store lokale opbakning. Alle havde gavn af arrangementet, som er et bevis på, at gør man lidt ekstra, så kan man også få flere til at besøge sin by eller butik, sluttede Lars Larsen.

Efter foredraget præsenterede Søren Christensen, Nørager, sin nye bog "Fantasi, energi og gå-på-mod", hvor forsiden prydes af et foto af Lars Larsen, der omtales i bogen.


onsdag 17. januar 2018

Aktive Kvinder i Aalestrup er klar med nyt program

Det første arrangement løber af stablen 22. januar

onsdag 17. januar 2018

Morten er en populær landmand i Aalestrup

Kendt landmand holdt foredrag i Aalestrup

onsdag 17. januar 2018

Barnets Blå Hus åbner i Aalestrup

Der er også etableret støtteforening for Barnets Blå Hus

onsdag 10. januar 2018

Trend Lines konkurs - åbner som nyt selskab

GEDSTED: Køkkenfirmaet Trend Lines A/S, Skovvej, Gedsted, er gået konkurs. Men aktiviteterne er...

onsdag 10. januar 2018

Årets første udstilling i Galleri Aalestrup

Af Hanne Monrad AALESTRUP: Galleri Aalestrup åbner årets første nye udstilling på lørdag, 13....

onsdag 03. januar 2018

Kolleger hædrede brandmand for en god indsats

Årets Brandmand blev Bjarne Sørensen

onsdag 03. januar 2018

Aalestrup Apotek flytter

Den nye adresse bliver Jernbanegade 6

onsdag 27. december 2017

To juleindbrud og en efterladt bil

Aalestrup blev ikke hærget af juleindbrud

onsdag 27. december 2017

Årbog fra museet kommer langt omkring

Aars, Hyllested, Aggersborg og Ørbæk omtales

onsdag 27. december 2017

Vesthimmerland er med i nyt natur-projekt

EU-projekt skal sikre værdifuld natur og gøre naturpleje til en bedre forretning

Arkiv

ingen nyheder i denne liste