fredag 31. marts 2017

Aalestrup-formand tvivler på udsagn i detailhandelsanalyse

Aalestrup Handel & Erhverv har gang i mange opgaver

Aalestrup Handel & Erhverv mener der sker meget mere i Aalestrup end analysen angiver.

Af Thorkil Christensen

AALESTRUP: Formanden for Aalestrup Handel & Erhverv, købmand Karl William Carlsen, sætter spørgsmålstegn ved flere udsagn i en netop offentliggjort detailhandelsanalyse som Institut for Centerplanlægning har udført for Vesthimmerlands Kommune, som har betalt regningen.

- Flere udsagn er direkte forkerte og man kan tvivle på, om instituttet overhovedet har været i Aalestrup og har talt med indehavere af alle butikker. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at vi ikke er blevet kontaktet af firmaet, sagde Karl William Carlsen ved generalforsamlingen i Aalestrup Handel & Erhverv på Hotel Simested Kro.

Formanden omtalte forskellige udsagn i analysen og sagde, at detailhandelsgrænsen i Aalestrup bliver flyttet ind til Outlet i Vestergade når Rema 1000 rykker ud til Testrupvej. I rapporten anføres, at Superbrugsen ligger centralt i bymidten i Aalestrup.

- Her kan man sige, at det modsatte er tilfældet, idet Superbrugsen ligger hvor detailgrænsen begynder, sagde Karl William Carlsen.

I analysen er det endvidere nævnt, at Aalestrup har et begrænset opland. Formanden sagde hertil, at noget tyder på, at de personer som har udarbejdet analysen ikke har kigget syd for kommunegrænsen, hvor byens forretninger også har en stor kundekreds.

Analysen er en "moppedreng" på næsten 100 sider med fokus på de fire hovedbyer i kommunen. Der drages konklusion på styrker, svagheder, muligheder og trusler. For Aalestrups vedkommende nævnes svagheder som mange tomme butikslokaler, butikker spredt i bymidten og begrænset opland. Analysen beskæftiger sig også med  parkeringsmulighederne og det nævnes, at "på trods af en øget mobilitet accepterer kunderne ikke fysisk afstand mellem de enkelte butikker i et udbudspunkt og ej heller afstand fra parkering til bymiljøet". 

Karl William Carlsen sagde, at Aalestrup Handel & Erhvervs bestyrelse tager de muligheder til sig som der kan gøres noget ved og forsøger, i samarbejde med kommunen, at gøre handelsgade og parkeringsmuligheder så optimale som muligt.

I sin fyldestgørende beretning sagde Karl William Carlsen, at han har erfaret, at bestyrelsen ikke er gode nok til at formidle oplysninger videre om, hvilke tiltag der bliver gjort i Aalestrup. Derfor kom han ind på områdefornyelsen, som blev indledt i 2011, og omtalte stisystemet og friområdet til hunde bag Himmerlandsstien som også er blevet renoveret og har fået monteret belysning på hele Aalestrup-strækningen. Der er opsat lysregulering ved Testrupvej. En cykelbane er etableret på den østlige del af Colas-grunden. Torvet er overdækket med sejl, Aktivitetsparken har fået svævebane og rosenparken er udstyret med ny portal. Ejendomme i Vestergade er renoveret for byfornyelsesmidler, og et enkelt hus er revet ned. Et areal bag galleriet er blevet til et flot, parklignende område og der er renoveret på udearealerne ved Knabergården.

Nyt hyggested

Kommende tiltag er pitstopstedet ved cykelbanen som skal sås til med græs. Området mellem hundeskoven og rutebilstationen bliver monteret med motionsredskaber, trampoliner, hyggesteder med beplantning, borde og bænke bl. a. til forskønnelse og gavn for brugerne af Himmerlandsstien. Når planerne for Colas-grunden føres ud i livet vil området blive et attraktivt og aktivt sted for Aalestrups borgere. Der arbejdes på at anlægge to broer over Simnested Å så byen kommer til at hænge bedre sammen med den sydlige del, og hvis midlerne rækker skal broen over åen ved Den jyske Rosenpark også fornyes.

- Alt dette deltager vi i for at øge bosætningen, trække flere turister og kunder til Aalestrup og for at skabe nogle gode rammer for handelen i vores by, fastslog Karl William Carlsen.

Formanden nævnte også en hel stribe af handelsmæssige aktiviteter siden generalforsamlingen i 2016. Halloween og Open by Night blev igen arrangementer med mange mennesker i gaden, og julemessen i Aalestrup Idrætscenter i november blev det helt store tilløbsstykke.

Aalestrup Handel & Erhverv var også i 2016 med i samarbejdet "Gang i Danmark" med besøg af mange kendte og populære musikere på bl. a.  St. Torv, men det er slut nu. Bestyrelsen synes ikke, at arrangementet publikumsmæssigt har vokset sig større sog set i forhold til udgifterne har man besluttet  at droppe samarbejdet i 2017.

Karl William Carlsen overlod til Per Bisgaard at omtale erhvervsdelen af foreningens arbejde. Per Bisgaard er områdets repræsentant i Erhverv Væksthimmerland, det tidligere Himmerlands Udviklingsråd, og orienterede bl. a. om Colas-grunden med etablering af en Rema 1000-butik, som formentlig står klar i oktober i år. Han nævnte også samarbejdet med Erhvervsklubben AIF, som arbejder for netværk og støtte til den lokale idrætsklub, men også for at danne en fond, som skal stå i spidsen for et kommende sundhedshus i Aalestrup.

- Det bliver efter princippet "hjælp til selvhjælp", men det vil betyde meget for Aalestrup og borgerne, hvis vi kan bevare og måske udbygge sundhedsfaciliteter, lægehus, tandlæger, apotek osv., sagde Per Bisgaard.

I forbindelse med generalforsamlingen orienterede forsyningsselskaberne AN Energi og Aalestrup Vandværk ved formand Søren Hestbech og direktør for spildevandsselskabet  Vesthimmerlands Vand, Jens Chr. Olesen, om de opgravninger og renoveringer, der finder sted i Aalestrup-området i disse år.  Det blev bl. a. nævnt, at man i 2018 skal planlægge, hvordan hovedgaden i Aalestrup skal se ud når den skal renoveres i  påerioden 2020 til 2022, og at der på nuværende tidspunkt er afsat 13 mio. kr. til belægning, gadeinventar m.v. så der kan skabes en spændende handelsgade.

Regnskabet blev fremlagt af kassereren, Gitte Stisen. Det viser indtægter på 249.438 kr., et underskud på 15.435 kr.og en balance på 744.357 kr. Foreningen har en formue på 646.079 kr.

Til bestyrelsen genvalgtes Karl William Carlsen, Hans K. Nielsen og Hanne Monrad.


onsdag 17. januar 2018

Aktive Kvinder i Aalestrup er klar med nyt program

Det første arrangement løber af stablen 22. januar

onsdag 17. januar 2018

Morten er en populær landmand i Aalestrup

Kendt landmand holdt foredrag i Aalestrup

onsdag 17. januar 2018

Barnets Blå Hus åbner i Aalestrup

Der er også etableret støtteforening for Barnets Blå Hus

onsdag 10. januar 2018

Trend Lines konkurs - åbner som nyt selskab

GEDSTED: Køkkenfirmaet Trend Lines A/S, Skovvej, Gedsted, er gået konkurs. Men aktiviteterne er...

onsdag 10. januar 2018

Årets første udstilling i Galleri Aalestrup

Af Hanne Monrad AALESTRUP: Galleri Aalestrup åbner årets første nye udstilling på lørdag, 13....

onsdag 03. januar 2018

Kolleger hædrede brandmand for en god indsats

Årets Brandmand blev Bjarne Sørensen

onsdag 03. januar 2018

Aalestrup Apotek flytter

Den nye adresse bliver Jernbanegade 6

onsdag 27. december 2017

To juleindbrud og en efterladt bil

Aalestrup blev ikke hærget af juleindbrud

onsdag 27. december 2017

Årbog fra museet kommer langt omkring

Aars, Hyllested, Aggersborg og Ørbæk omtales

onsdag 27. december 2017

Vesthimmerland er med i nyt natur-projekt

EU-projekt skal sikre værdifuld natur og gøre naturpleje til en bedre forretning

Arkiv

ingen nyheder i denne liste