onsdag 31. maj 2017

Special Olympisk gav både medalje og oplevelser

Af: Lars Lindberg

Michelle Jørgensen fra Aalestrup var med til at sikre Danmark sølv i fodbold i Hviderusland

Michelle Jørgensen fra Aalestrup er netop vendt hjem fra Hviderusland, hvor hun var med til at sikre Danmark sølv i fodbold ved Special Olympics.

FODBOLD: Som helt lille blev Michelle Jørgensen ramt af meningitis, og hjernehindebetændelsen betød, at hun fik en mindre hjerneskade.

Hun kunne ikke følge med sine jævnaldrende i skolen, og det viste sig senere, at hun var ordblind og havde svært ved at koncentrere sig i længere tid af gangen. Et voldsomt temperament havde hun også, men det har hun heldigvis lagt bag sig.

- Altså lige bortset fra når jeg spiller fodbold. På banen kan jeg stadig godt blive den gamle Michelle, fortæller Michelle Jørgensen med et skævt smil.

Hun har taget plads på en bænk ved Aalestrup Idrætscenter, hvor hun de seneste fem år har været ansat i flexjob, og i disse dage har hun nok at se til.

Der er Knaberfest i weekenden, så der er mange ting, hun skal hjælpe med, men Søren Bruun Sørensen, der er halinspektør, har givet hende tidligt fri, så hun kan tale med Vesthimmerlands Avis.

Hun er nemlig lige vendt hjem fra Hviderusland, hvor hun var med til at sikre det danske handicaplandshold i kvindefodbold en sølvmedalje ved Special Olympics, der er en slags mini-OL.

Mens hun fortæller, får hun et par spydige bemærkninger med på vejen fra sin chef, men det er tydeligt, at de bliver leveret med et glimt i øjet, og at der er stor respekt mellem Michelle Jørgensen og Søren Bruun Sørensen.

Det er ikke til at se på 27-årige Michelle Jørgensen, at hun har et handicap, og det kan af og til være et problem, fortæller hun.

- Det kan være svært for folk at forstå, at jeg er ordblind, og at jeg ikke lærer så hurtigt som andre, så på en måde ville det være nemmere for mig, hvis man kunne se på mig, at jeg ikke var præcis som alle andre, siger Michelle Jørgensen, som dog samtidig pointerer, at hun for det meste glad for, at hun ikke skiller sig ud.

- Når man går i Brugsen og handler ind, er det meget rart, at folk ikke vender sig og kigger, så skulle jeg vælge, ville jeg nok vælge at se ud, som jeg gør, forklarer hun.

Til dagligt spiller hun fodbold i HIF 91 i Aalestrup, og for to år siden blev hun "opdaget" og udtaget til en åben landsholdstræning på Sjælland, og siden har hun spillet sig til en fast plads på landsholdet.

Turen til Hviderusland var hendes største fodboldoplevelse hidtil, og hun og holdkammeraterne fik iden grad vist, at de kan spise kirsebær med de store.

I den indledende pulje bankede Danmark Hviderusland med først 5-0 og siden 14-0, og også Azerbaijan fik klø med 4-0, inden det blev til uafgjort 0-0 mod Litauen.

Kun Rusland var for stor en mundfuld for Danmark, der tabte det opgør med 0-3, men resultaterne var nok til at sikre Michelle Jørgensen og holdkammeraterne en plads i finalen, hvor Rusland atter ventede - og atter var for stærke.

Danmark tabte finalen med 0-4, men Michelle Jørgensen er med rette stolt over sølvmedaljen.

- Russerne træner tre-fire gange om ugen sammen, så de er virkelig, virkelig gode, og der var simpelthen ikke noget at stille op overfor dem, så det var rigtig fint, at vi var det bedste af de andre hold, siger hun.

Turen til Hviderusland bød ikke på så meget andet end fodbold, så de store sightseeing-ture blev det ikke til. Alligevel var turen en stor oplevelse for Michelle Jørgensen.

- Vi fik snakket lidt med de spillere fra det andet hold, som kunne lidt engelsk, og så var det bare sjovt at opleve en slutrunde. Og så var det da også lidt af en oplevelse at se deres toiletforhold, hvor der for eksempel ikke var toiletpapir, griner hun, inden hun tilføjer:

- Men jeg skal indrømme, at det ikke var den store oplevelse at få kylling og pasta til morgenmad hver dag.


onsdag 18. oktober 2017

Indvielse i Vesterbølle

Efterskoleelever indviede ny hal

onsdag 18. oktober 2017

”Sundhedshus” skal placeres i Aalestrup

Orienteringsmøde for lejere holdes i næste uge

fredag 13. oktober 2017

Hvordan står det til med skolen i Vesthimmerland?

Santana Malling, der er kandidat til byrådsvalget for Venstre, vil kæmpe for en bedre folkeskole:

fredag 13. oktober 2017

LÆSERBREV Hvad ville du sige til at arbejde uden en overenskomst?

Thomas Jensen, Gl. Gislumvej 10 A, Aars, byrådskandidat for Socialdemokratiet, Vesthimmerlands...

torsdag 12. oktober 2017

LÆSERBREV Ny Borgmester søges:

Søren Dolmer, Radikale Venstre, spidskandidat Vesthimmerland, skriver:

torsdag 12. oktober 2017

LÆSERBREV Ny Borgmester søges:

Søren Dolmer, Radikale Venstre, spidskandidat Vesthimmerland, skriver:

onsdag 11. oktober 2017

Politiet får adgang til lokaler i Aalestrup

Borgerbetjening foregår dog fortsat i Hobro

onsdag 11. oktober 2017

Lisbeth Zornig Andersen tog Aalestrup med storm

Den kendte debattør fortalte om sin barndom i helvede

mandag 09. oktober 2017

Kandidatliste offentliggjort

VESTHIMMERLAND: Følgende kandidater stiller op til Byrådsvalget 2017 i Vesthimmerlands Kommune:A....

mandag 09. oktober 2017

LÆSERBREV Golfturnering skal retur til Vesthimmerland

Pia Buus Pinstrup, Regionsrådskandidat (K), skriver:

Arkiv

ingen nyheder i denne liste