- Din lokale ugeavis

onsdag 31. juli 2013

Lokal landmand imponerede ved årets dyrskue i Hobro

Af: Lars Lindberg

Vandt tre flotte præmier - og så ville han ikke engang have været med

Svend Hestbæk fra Klotrup havde hele to køer, som fik topkarakter ved Hobro Dyrskue, og derudover vandt tredjepræmien i konkurrencen ”bedste sortbrogede besætning. Her ses han sammen med skuets bedste rødbrogede DRH-ko.

KLOTRUP: Landmand Svend Hestbæk fra Klotrup er en glad mand i disse dage - og det med god grund.
Ved weekendens dyrskue i Hobro hentede han en førsteplads for bedste rødbrogede DRH-ko, en andenplads i kampen om at have den bedste sortbrogede ko og en tredjeplads i konkurrence for sortbrogede besætninger.
Både hans rødbrogede og sortbrogede ko opnåede pointtallet 24, der er topkarakter i dyrskuesammenhæng, og derfor er det også en yderst tilfreds Svend Hestbæk, der kan gøre status efter skuet.
- Det var ikke så ringe, lyder det fra den sindige landmand, der ikke sådan lige svinger sig op i de store kraftudbrud.
- Vi har vel gjort et eller andet rigtigt, konstaterer han blot tørt.
At Svend Hestbæk overhovedet deltog ved Hobro Dyrskue, kunne han imidlertid ikke selv tage æren for.
Det var hans datter, Johanne, som sidste år ”tvang” faren til at debutere ved skuet i Hobro, da hun er vild med dyrskuer.
Som enhver føjelig far ville have gjort, lod Svend Hestbæk sig sno om datteren lillefinger, og han havde en yderst positiv oplevelse ved skuet, hvor han blev modtaget rigtig flot af skuets garvede rotter.
Han havde imidlertid ingen planer om at skulle deltage igen i år, men igen fik datteren sin vilje.
- På vores vinterferie var vi ved at planlægge, hvornår vi skulle holde sommerferie i år, og vi kunne kun få tingene til at hænge sammen, hvis vi tog af sted i uge 30, så det var planen, indtil Johanne fandt ud af, at det faldt sammen med Hobro Dyrskue, og det ville hun med til. Så fik hun valget mellem sommerferie og Hobro Dyrskue, og så valgte hun altså dyrskuet, fortæller faren, der var noget overrasket over det valg.
Men sådan blev det, og det har Svend Hestbæk det ganske fint med nu.
- Det var et fantastisk skue. Det var djævelsk varmt, men stemningen var rigtig god hele dagen og også til festen om aftenen, siger Klotrup-landmanden, der erkender, at de tre topplaceringer blev fejret med manér lørdag aften.
- Du behøver vel ikke skrive, hvad jeg lavede til festen, men du kan roligt skrive, at det var noget hårdere at være landmand om søndagen, end det plejer at være, griner han.
Før i tiden betød det meget for landmændene, at deres dyr høstede mange point til dyrskuerne, men sådan er det ikke længere, forklarer Svend Hestbæk.
Men dermed ikke sagt, at præmierne er ligegyldige for ham.
- I dag ser man jo på ting som genetik og sygdomshistorik, når man vurderer, hvilke dyr man skal avle på, så det at gå til dyrskue er faktisk bare en hobby, men derfor er det da stadig rart at få bekræftet, at man har nogle gode dyr, siger Svend Hestbæk, der understreger, at dyrskuerne er landmændenes ”reklamesøjler” i forhold til den del af befolkningen, som ikke har det store kendskab til dansk landbrug.
- Det er på dyrskuerne, at bybefolkningen kommer helt tæt på landmændene og deres dyr, så det er ligesom vores døråbner til en hel masse mennesker. I antal er der jo ikke mange landmænd i Danmark, men geografisk fylder vi en stor del af landet, så jo større forståelse ”almindelige” mennesker kan få om vores erhverv, jo bedre er det for os, siger Svend Hestbæk, som nyder kontakten med ikke-landmænd.
- Man får en god snak med en masse mennesker om dyrene, deres foder, hvor meget mælk de giver og så videre, og den gode dialog kan ikke købes for annoncekroner, siger Svend Hestbæk, der med et smil om munden erkender, at Johanne sikkert sørger for, at han også er at finde på Hobro Dyrskue næste år.
Han pointerer dog samtidig, at selv om datteren fik trumfet igennem, at farmand skulle til dyrskue i Hobro, så var det ikke kun hende, der fortjente en ekstra stor is, da lørdagens tre topplaceringer var i hus.
- Vores dygtige medhjælpere brugte deres fritid på at gøre dyrene klar, og de knoklede løs hele dagen uden at få en krone for det, så de fortjener en rigtig stor tak for deres indsats, siger Svend Hestbæk.


onsdag 01. december 2021

"Vennepunktet" klar til julefest

GEDSTED: På fredag i næste uge kommer julen for alvor til Gedsted. Byens borgere ved, at når...

onsdag 01. december 2021

Spadestik til stort byggeri i Aalestrup

Atriumbyggeri med 16 lejligheder i Vestergade

onsdag 17. november 2021

Julebelysningen tændes i Aalestrup på søndag

Og det nye lysnet over St. Torv er klar

onsdag 17. november 2021

Julemessen i Aalestrup Idrætscenter er aflyst

For andet år i træk må Aalestrup Handel & Erhverv aflyse messen

onsdag 10. november 2021

Lis Haugaard, Testrup hædret med Roseprisen

AALESTRUP: Det er efterhånden blevet en tradition, at den årlige ”Roseprisen” i Aalestrup bliver...

onsdag 10. november 2021

Valgmøde i Aalestrup med lokale kandidater

Tilhørere vil invitere politikere på cykeltur fra Fjelsø og Testrup

onsdag 27. oktober 2021

Nu skal der liv i Aalestrup

Store planer for renovering af centralt placerede ejendomme

onsdag 27. oktober 2021

En uhyggelig aften i vente i Aalestrup

Fredag bliver der udtrukket en vinder blandt alle udklædte

onsdag 20. oktober 2021

Hvilsom Kirke har fået ny kirkeklokke

Den gamle klokke er en af de ældste i Danmark

onsdag 20. oktober 2021

Ny Danmarkspremiere på Knaberscenen

November byder på musical skrevet af fem lokale kvinder med interesse for Shu-Bi-Dua