onsdag 08. marts 2017

Vurderingseksperter ledte efter guld i Gedsted

Noget Klondike viste byen med Getama-fabrikken sig dog ikke at være

Af Lars Lindberg

GEDSTED: Da et hold vurderingseksperter fra auktionshuset Bruun Rasmussen torsdag eftermiddag lagde vejen forbi Medborgerhuset i Gedsted, var forventningerne høje.

Både blandt de omkring 200 fremmødte, der var kommet for at få deres "guld" vurderet, og blandt eksperterne. Gedsted er nemlig hjemsted for Getama-fabrikken, som siden 1950'erne har produceret Hans J. Wegner-møbler, og netop de møbler er voldsomt populære for tiden, hvilket afspejler sig i hammerslagspriserne hos blandt andre Bruun Rasmussen.

Det var da også særligt disse møbler, eksperter var interesserede i.

- Hans J. Wegners Bamsestol blev for 20 år siden solgt for 1.000 til 2.000 kroner, hvis den var i fin stand, men i dag går den let for over 40.000 kroner, selv om den skal ombetrækkes, så det er noget, der er en voldsom efterspørgsel på, og når vi ved, at der på grund af fabrikkens placering er mange af de møbler i og omkring Gedsted, så er det selvfølgelig et rigtig interessant sted for os at besøge, fortæller Peter Tholstrup, der er vurderingsekspert med speciale i Hans J. Wegner-møbler hos Bruun Rasmussen.

Han fortæller dog samtidig, at han og de øvrige eksperter ikke ligefrem fandt guldhornene i Gedsted.

- Vi tog da derfra med to biler, som var fyldt helt op, og det var stort set kun med Hans J. Wegner-møbler, men der var desværre ikke noget i 50.000 kroner-klassen, siger Peter Tholstrup, der dog på ingen måde vil kalde torsdagens besøg for en fiasko.

Og så understreger han, at guldet sagtens kan dukke op, selv om det ikke skete i torsdags.

- Vi havde en rigtig god dag blandt nogle dejlige mennesker, så vi er godt tilfredse, og vi har da heller ikke opgivet håbet om at få en Flaglinestol eller to til salg i den kommende tid. Vi fik vurderet nogle stykker af dem i løbet af dagen, men det var jo nogle sindige jyder, der havde dem, så de var ikke klar til at sende dem med os i første omgang, men det kan jo være, de kommer på andre tanker, når de lige har tænkt lidt over det, siger Peter Tholstrup.

Langt de fleste af de mennesker, som torsdag lagde vejen forbi Medborgerhuset, havde medbragt smykker og malerier, som de gerne ville have eksperterne til at vurdere - og langt de fleste gik skuffede hjem, erkender Peter Tholstrup.

- Vi fik set en del spændende ting, men værdimæssigt var der ikke det store at komme efter. Det kommer tit bag på folk, at de malerier, deres forældre for 30-40 år siden betalte rigtig gode penge for, ikke er noget værd i dag, fordi man, uanset hvor godt et maleri det er, ikke længere har landskabsmalerier med heste og køer hængende over sofaen. For hver gang vi får 100 malerier ind, vurderer vi nok de 95 af dem til under 200 kroner, forklarer Peter Tholstrup, som ikke vil afvise, at han inden længe besøger Gedsted igen.

- Vi kører ikke så langt for at vurdere hvad som helst, men får vi et interessant telefonopkald fra en, som gerne vil have vurderet en de dyre Hans J. Wegner-stole, så kan vi nok godt finde til Gedsted igen. Især hvis vi lige skal have et ekstra kig på en af de Flaglinestole, vi allerede har set, siger han med et skævt smil.


onsdag 29. juli 2020

Sommerens sidste solnedgangskoncert

onsdag 29. juli 2020

Stort besøgstal i rosenparken i Aalestrup

AALESTRUP: Den Jydske Rosenpark i Aalestrup blev indviet for 53 år siden, i juli 1967, under stor...

onsdag 29. juli 2020

Bæredygtig fjernvarme fra Aalestrup til Nørager

Aalestrup-Nørager Energi er på forkant med klimaaftale

onsdag 22. juli 2020

Forstander blev godt modtaget i Aalestrup

Svend Hansen tiltræder på naturefterskolen 1. august

onsdag 22. juli 2020

Fællessang og fortælling i Hvam

HVAM: Omkring 70 børn og voksne fra nær og fjern deltog fredag aften,  17. juli i fællessang...

onsdag 22. juli 2020

Nye muligheder for gå-ture i Aalestrup

Borgerforslag om kortlægning af stier bliver nu ført ud i livet

onsdag 15. juli 2020

Gedsted Mejeri slap billigt fra indbrud

GEDSTED: Der skal en ny nøddør og måske mere sikring til på Gedsted Mejeri.Det mener medejer Mike...

onsdag 15. juli 2020

Færgen Mary i Hvalpsund binder kommuner sammen

Gratis overfart i juli har givet travlhed på overfarten til Sundsøre

onsdag 15. juli 2020

Aftenmusik i Aalestrup

AALESTRUP: "Aftenmusik ved åen" i Aalestrup blev til aftenmusik under bøgen.De to lokale...

onsdag 08. juli 2020

Utryghed ved den nye bro over Simested Å

Lokalpolitiker har bragt bekymringer videre

Arkiv

ingen nyheder i denne liste