mandag 26. marts 2018

Aalestrup får måske mere moderne byskilte

Af: Thorkil Christensen

Velkomsttavler ved indfaldsvejene er fra 1990erne

Klavs Bojsen fik overrakt en vingave af Aalestrup Handel & Erhvervs formand Karl William Carlsen som tak for mange års trofast arbejde for erhvervslivet.

AALESTRUP: Aalestrup Handel & Erhverv er i dialog med Vesthimmerlands Kommune omkring skiltningen i byen og velkomstskilte ved indfaldsvejene Borgergade og Testrupvej. Det kan føre tijl, at byen bliver udstyret med en mere moderne byskiltning end den eksisterende.

Det oplyste foreningens formand, købmand Karl William Carlsen, ved generalforsamlingen i Den jyske Rosenparks pavillon. Karl William Carlsen kunne fortælle, at velkomstskiltene ved indfaldsvejene er mere end 25 år gamle, formentlig fra dengang den tidligere kommune gennemførte bosætningskampagnen "Aalestrup går ind for livet". Endvidere er flagstænger og flag ikke længere intakte.

- Skiltene er utidssvarende og trænger til at blive udskiftet med noget mere moderne. Det samme er tilfældet med andre skilte i byen, og jeg er glad for, at vi nu er i dialog med kommunen  herom. Vesthimmerlands Kommune "sonderer" mulighederne i øjeblikket,. Det er muligt at vi ikke får ny skiltning før i 2020 efter  kloakeringen af gaderne er afsluttet. Men jeg er glad for, at kommunen er opmærksom på skiltene så vi får en flot og gennemført gaderenovering og især en hovedgade, som vi som borgere og butiksdrivende kan være med til at præge ved at komme med forslag til skiltning, fortov, belægning, parkering,  hyggeområder osv. sagde Karl William Carlsen.

Formanden oplyste, at foreningen løbende er i dialog med kommunen angående kloakering i hovedgaden. Kommunen melder ud, at tidsplanen følges, og at hovedgaden i Aalestrup står for tur i 2020. Efter sommerferien indledes planlægningen af kloakering og efterfølgende renovering. Der er budgetteret med penge til en større omlægning og renovering, og det tyder på, at den kommunale økonomi til projektet er  på plads, fastslog formanden.

På generalforsamlingen var der også kritik af, at bøjede og ødelagte gadelamper får lov at stå uden at der gøres noget ved dem. Karl William Carlsen oplyste, at det er meningen at der skal opsættes helt nye gadelamper, og at det sandsynligvis er derfor, at man ikke reparerer de gamle lamper. El-installatør Hans Nielsen spurgte om ikke man som midlertidig foranstaltning kunne udskifte de ødelagte lamper med genbrugslamper fra andre dele af kommunen i perioden frem til 2020 når al gadebelysning skal skiftes. Det forslag vil Karl William Carlsen bringe videre.

Der var også stor ros til "De grønne gruppe" i Aalestrup, som består af frivillige seniorer der holder byen ren. De udfører et kæmpe arbejde, og det er vi meget tilfreds med, sagde formanden.

Aalestrup Handel & Erhverv har gennemført mange aktiviteter i perioden siden generalforsamlingen i 2017. Formanden remsede aktiviteter og tiltag op,  og fremhævede især julebelysningen og Julemessen  i Aalestrup Idrætscenter. Julemessen og juletræstændingen på torvet er arrangementer som samler mange mennesker i Aalestrup. Alle planlagte arrangementer blev gennemført med undtagelse af det traditionelle bankospil, der måtte aflyses fordi Aalestrup Idrætsforening trak sig ud af samarbejdet.

I årets løb har der været en udfordring med overdækningen på St. Torv. Sejldugen har ikke været tilstrækkelig stærk i hjørnerne og derfor er sejlet faldet ned. Det har givet foreningen en uventet udgift til reparation, men det værste er, at samme skade nu er sket igen. Derfor vil formanden tage hånd om tingene og køre til Frederikshavn for at få det syet sejlet om, så det kan holde.

Aalestrup Handel & Erhverv er repræsenteret i  erhvervsfremmeorganisationen Erhverv Væksthimmerland af Per Bisgaard og Klavs Bojsen. Klavs Bojsen har meddelt foreningen, at han gerne vil udtræde til sommer af arbejdsmæssige årsager. Han har i mange år været formand for det tidligere Aalestrup Erhvervsråd og ved sammenlægningen med Aalestrup Handelsstandsforening fortsatte han som repræsentant i det daværende Himmerlands Udviklingsråd, som han også har været formand for. Som tak for indsatsen gennem mange år overrakte Karl William Carlsen en vingave til Klavs Bojsen som desuden fik forsamlingens bifald.

Regnskabet blev gennemgået af  kassereren Gitte Stisen, som oplyste at der har været et fald i medlemstallet og dermed færre indtægter. De samlede indtægter var 228.950 kr. Udgifterne til arrangementer, markedsføring og administration beløb sig til 267.558 kr. og årets resultat blev et underskud på 37.700 kr. Foreningen lider dog ingen nød, ider der står 608.379 kr. på kapitalkontoen.

Til bestyrelsen genvalgtes bagermester Ole Stisen og pavillonforpagter Lene Christensen.


onsdag 21. april 2021

Første spadestik blev taget til anden etape af læge- og sundhedshus

Af Thorkil ChristensenAALESTRUP: Der var glæde at spore i Initiativgruppen bag det kommende...

onsdag 21. april 2021

Fjelsø-elever blev lokale affaldshelte

Samlede skrald i Fjelsø, Klotrup og Vesterbølle

onsdag 14. april 2021

Første spadestik til nyt sundhedshus:

Nu er målet ved at være nået i Aalestrup

onsdag 14. april 2021

Ny boligbutik er åbnet i Aalestrup

Mange gæster da butikken havde udendørs åbning

onsdag 07. april 2021

Fjelsø har fået et madpakkehus

Beboerforening søgte og fik et stort beløb til projektet ved søen

onsdag 07. april 2021

Aalestrup-læger er klar til at flytte

Opførelsen af det nye lægehus har holdt tidsplanen

tirsdag 30. marts 2021

1312 børn vil samle affald i Vesthimmerland

I år bliver der fokus på mængden af take-away affald

tirsdag 30. marts 2021

Salon i Aalestrup ind i nye lokaler

Salon Askepot er flyttet til Vestergade 18

tirsdag 30. marts 2021

Fodslaw klar til ny sæson

Nu kan man igen få en rask travetur sammen med andre

onsdag 24. marts 2021

Glæde hos alle over igen at være tilbage på skolen

Af Hanne MonradAALESTRUP: På Aalestrup Realskole glæder alle sig over, at der de sidste uger igen...

Arkiv

ingen nyheder i denne liste