BOLDRUP: Der var stuvende fuldt, og der måtte i al hast findes flere borde og stole frem, da der forleden blev holdt fortælleaften på Boldrup Museum.
Boldrup Museumsforening udgiver hvert år årsskriftet ’Folk Fortæller’, og i anledning af udgivelsen bliver der altid holdt et arrangement, hvor årets bidragsydere uddyber deres beretning.
Den fortælleaften plejer at være populær, og i år var altså ingen undtagelse - men alle fik dog noget at sidde på.
De mange gæster kunne opleve fem veloplagte fortællere, som næsten ikke var til at stoppe, da de først var kommet i gang.
Ordstyreren Hans F. Jensen, der også er hovedmanden bag det populære årsskrift, måtte flere gange rømme sig højlydt og forsøge at skabe plads til den næste fortæller i rækken.
Arkæolog Stig Bergmann Møller, Nordjyllands Historiske Museum, fortalte om spændende udgravninger af en middelalderbebyggelse mellem Mejlby og Kgs. Tisted uden for Nørager, hvilket affødte mange interesserede spørgsmål fra tilhørerne.
Vagn Iversen, Lystrup, fortalte om sin opvækst i Boldrup, og funderede blandt andet over, at stort set al hans familie stammer fra den helt nære omegn i modsætning til i dag, hvor mennesker stifter familie med personer fra hele landet eller måske hele verden.
Uden at banke dem
Pensioneret overlærer Jesper Schlünssen har i årsskriftet skrevet en fortælling om sine 36 år som lærer på Sortebakkeskolen i Nørager, og i sit bidrag til aftenens historier fortalte Jesper om sin egen skoletid på Sønderbroskolen i Ålborg, hvor korporlig afstraffelse var mere reglen end undtagelsen. Han satte derved sin egen tid som lærer i folkeskolen i perspektiv og kunne som 65-årig skue tilbage på 36 gode og muntre år med masser af sjove og positive oplevelser med kollegaer, børn og forældre uden at have banket nogen af dem.
Niels Ole Ladefoged, Nørager, er jernbaneentusiast – eller "togtosse" for at bruge hans eget ord - fortalte om sin livslange passion for jernbanedrift. Den har ført til mange artikler i tidsskrifter, utallige studieture og altså også en spændende artikel i museumsforeningens årsskrift, hvor han beretter om Nøragers oprindelse som stationsby og om den nu fjernede stationsbygning.
Hans F. Jensen skulle have afsluttet aftenens beretninger med historien om modstandsgruppen ’Karin’ fra Stenild, men talelysten hos de andre fortællere havde været så stor, at Hans måtte nøjes med at opfordre gæsterne til at læse hans artikel i årsskriftet og måske læse mere i de to bøger, han har skrevet om emnet.
Karin Hasling tiltræder i Hornum og Gundersted
Men juletræet på St. Torv er fjernet efter brand
Aftale om levering til Viborg Kommune giver nye muligheder
VESTHIMMERLAND: Det seneste døgn er der konstateret seks nye tilfælde af Covid-19 i Vesthimmerlands...
Frivillige hjælper fortsat med sikkerhed ved Aalestrup Skole
Tekst: Thorkil ChristensenFoto: Martin Haubro JensenAALESTRUP: Det skal være skidt før det bliver...
Henning Als fik Fritidsprisen for sit store engagement
VESTHIMMERLAND: Man kan vel godt sige heldigvis til, at Vesthimmerland ikke er blevet pålagt...
ingen nyheder i denne liste