- Din lokale ugeavis

onsdag 24. april 2019

Knaberfesten 2019 er ved at være på skinner

Af: Hanne Monrad

Tema til optoget bliver ”Disney” - og Knaberkomiteen møder op iført "genbrugs t-shirts"

En "genbrugskomite" med T shirt fra de tidligere år. Fra venstre Anne-Marie Sørensen, Lars T. Jensen, Morten Nielsen, Hanne Ebdrup, Thomas Svenningsen, Torben Halkjær og forrest Ejner Noe - Knaberkongen fra 2018.

AALESTRUP: Det bliver et festligt syn, når Knaberfestens optog vil bevæge sig rundt i byen, søndag, 9. juni. Temaet er i år bestemt til at være ”Disney” og der er jo variation af muligheder indenfor dette univers. Og hvis det bliver som det plejer, vil kreativiteten folde sig ud og de mange vogne vil hver især være en oplevelse.
De mange forskellige klubber, foreninger og institutioner plejer at være ret så kreative i deres udsmykning af vognene til det store optog. Og det håber Knaberkomiteen også vil være tilfældet i år, der er i alt fald et væld af muligheder, at gå i gang med.
Efter sommerferien sidste år blev der nedsat en knaberkomité og allerede fra starten tog man fat i tilrettelæggelsen af dette års Knaberfest. Det er det regerende Knaberpar, Knaberkonge Ejner Noe og Knaberpige Penille Ørum Andersen, der står for at indkalde til møderne og komiteen mødes samlet eller i udvalg for at få tingene på plads og ikke mindst at få samling på alle de hjælpere, der skal til for at få Knaberfesten til at lykkes på den bedste måde.
Knaberkomiteen for festen 2019 består, ud over Knaberparret, af Thomas Svenningsen, Lars T. Jensen, Torben Halkjær, Dirk van Bolhuis, Anne-Marie Sørensen, Hanne Ebdrup, Rosa Nørskov, Poul Pedersen, Michael Findinge, Morten Nielsen og Lars Jensen som er kasserer.
Formanden for Knaberkomiteen, Thomas Svenningsen, oplyser, at man nu er ved at have de forskellige aktiviteter på plads, der mangler blot de sidste aftaler og finpudsning af programmet.
Knaberfesten 2019 er den 53. i rækken. I 2017 fejrede man 50 års jubilæum og det var således Knaberfest nr. 51, da den første Knaberfest blev afviklet i 1967. Jubilæet blev selvfølgelig fejret efter alle kunstens regler og festen blev da også en stor succes med mange gæster og et pænt overskud, som blev doneret til egnens foreninger efter ansøgning.
I år bliver Knaberfesten igen afviklet i pinsen, som det har været tilfældet de fleste gange. Nogle år, blandt andet sidste år, kan det ikke lade sig gøre af forskellige grunde.
- Men i år er vi klar igen med Knaberfesten i pinsen, siger Thomas Svenningsen, og vi glæder os til at afvikle endnu en byfest med alt, hvad der hører sig til, men også med nye indslag. Så man kan godt begynde at glæde sig!
Allerede fredag, 3. maj bliver Knaberbankospillet afviklet i Aalestrup Idrætscenter med de sædvanlige store og gode gevinster og igen i år kan man glæde sig til et brag af en revy. Og det er som tidligere Musik- og Teaterforeningen Membranen, der står for løjerne på Knaberscenen. Revyen bliver opført fra 7. - 9. maj.
Mange af de gode kræfter, som Musik- og Teaterforeningen Membranen råder over, har meldt sig klar til endnu en gang at give egnens borgere en god og munter oplevelse. Det er som altid Lisa Bjørn, der står for instruktionen og sammen med lokale forfattere er godt i gang med at sammensætte årets revy.
Formanden Thomas Svenningsen og resten af Knaberkomiteen har i år besluttet sig for " at være bæredygtige". Thomas har været i gemmerne og fundet en del T shirt frem fra de tidligere år. Så i år vil man møde komiteen og hjælperne klædt i alle regnbuens farver.
Om kort tid vil Knaberkomiteen melde nærmere ud om det omfattende program, når det hele er faldet på plads.


onsdag 22. marts 2023

De små fra Aalestrup med i kæmpe kor

Af Ture DamtoftAALESTRUP: De kom fra hele Vesthimmerland og også Aalestrup og Gedsted - de næsten...

onsdag 22. marts 2023

Et aktivt sportsligt år i Aalestrup Idrætsforening

Basketball-afdelingen havde 50 procent fremgang

onsdag 15. marts 2023

Aalestrup Outlet lukker

Af Hanne MonradAALESTRUP: Butikken ”Din Lokale Outlet” i Vestergade i  Aalestrup, har meldt...

onsdag 15. marts 2023

Kulturuge sluttede med maner

Kulturprisen blev i år tildelt Hessels Venners Laug

onsdag 08. marts 2023

Mr. Nordic var på besøg i Aalestrup

Bertel Haarder samlede en fyldt sal i Sognehuset

onsdag 08. marts 2023

Stor "ulykke" som øvelse i Aalestrup

Op mod 150 personer deltager i øvelsen

onsdag 01. marts 2023

Tidligere turistchef bliver egnens ny erhvervschef

Anna Oosterhof tiltræder mandag, 3. april som ny erhvervschef

onsdag 01. marts 2023

Thorup-firma tager ged med på dyrskue

THORUP: Ligesom landbrugene bliver landbrugsmaskinerne også  større og større. Noget som Emil...

onsdag 11. januar 2023

Dobbeltjubilar fejret i Simested

Birger Frandsen fejret for 40 års jubilæum

onsdag 11. januar 2023

Brandmand i Aalestrup hædret for god indsats

"Årets Brandmand 2022" blev Emil Myrup Langgaard

Her udkommer Vesthimmerlands Avis: