onsdag 19. juni 2019

Aalestrup nye sognehus blev indviet med maner

120 var til tapas, taler og underholdning

Arkitekt Henning Pilgaard, kirkeværge Flemming Markussen og menighedsrådsformand Lisbeth Primdahl foran det nye Aalestrup Sognehus.

Henning Pilgaard overrakte en gave fra håndværkere og rådgivere - et billede udført af kunstneren Nana Bastrup. Til højre menighedsrådsformand Lisbet Primdahl og til venstre organist og kirke- og kulturmedarbejdet, Jette Moeslund.

Af Thorkil Christensen

AALESTRUP: Det er en halv snes år siden, at man begyndte at tale om, at der var for lidt plads i Konfirmandhuset ved Kirkevej i Aalestrup. Søndag kunne Aalestrup Menighedsråd så holde indvielse af et nyt Aalestrup Sognehus på samme adresse, og det skete med maner. 120 deltog i indvielsen, hvor der blev talt, sunget og spist - huset viste, hvad det kan præstere i de nye rammer efter en udvidelse af det 33 år gamle konfirmandhus, så der nu både er samlingssal som kan rumopdeles, foyer, køkken, mødelokaler, organistkontor, toiletter, depotrum og personalerum til kirkegårdspersonalet.
- Det er 10 år siden at det daværende menighedsråd begyndte at tale om et større konfirmandhus, og da der heller ikke var handicaptilgang til den gamle præstegård blev tre arkitektfirmaer indbudt til at komme med løsningsforslagl.  Et forslag fra arkitekt Henning Pilgaard, Tegnestuen Fjelsø Mejeri,  faldt i vores smag. Vi ville samtidig  gerne  anvende lokale folk til arbejdet, fordi den lokale kirke er med til at betale, og vi ønsker at medvirke til at skabe sammenhold i Vesthimmerland, sagde menighedsrådsformand Lisbet Primdahl, da hun bød gæsterne velkommen.
Men man måtte lige opføre en ny præstebolig inden Konfirmandhuset kunne udvides. Derfor var det først 19. oktober sidste år at håndværkerne gik i gang med udvidelsen af Konfirmandhuset, et projekt til omkring fem mio. kr. Det færdige resultat kaldes nu for Aalestrup Sognehus, fordi menighedsrådet har ønsket at det skal være et hus for hele sognet.
- Vi håber, at mange vil bruge sognehuset - og passe på det, sagde Lisbet Primdahl, inden der blev råbt et trefolding hurra for huset.
Een mangel ved det tidligere konfirmandhus, var køkkenfaciliteter. Det har man fået nu, og det fik da også dagens veloplagte toastmaster, Per Bisgaard, til at oplyse, at det var besluttet, at indvielsen skulle være en fest. Ingen fest uden mad - og så blev der serveret en tapas menu med 13 forskellige retter!
Provst Hanne Petersen, Hornum, deltog i indvielsen og citerede Kaj Munk, som i 1926 skrev om kirken i Vedersø. Det handlede om kirkens åbenhed, men også om at kirken er den samme selv om tiderne - og præsterne - skifter.
- Vi har behov for et sted, hvor vi kan mødes til oplysning, og hvor vi kan være sammen med andre og værne om den kristne tro. Vi fejrer i dag et sognehus, som har vist sig at være et hverdagshus - udvidelsen af et hus, der var blevet for lille til at rumme alle aktiviteter omkring kirken. Det er der kommet et flot og funktionelt resultat ud af, ved siden af den nye præstebolig, og det gør en provst glad, at budgetrammen samtidig er overholdt, sagde Hanne Petersen.
Sognehus og ny præstebolig i Aalestrup koster knap ni mio. kr. når haveanlæg og nedrivning af den gamle præstebolig er gennemført. For sognehusets vedkommende er der tale om en tredobling af arealet sammenlignet med tidligere.
Sognepræst Niels Peter Sørensen sagde, at man efter en festdag med fejring af nye lyse og større lokaler kan spørge om man er nået til vejs ende, eller der måske er tale om  en ny begyndelse.
Herefter causerede sognepræsten lidt over byggeprocessen og drøftelserne om arkitektur, økonomi og brug af huset. Fremtiden må vise, hvad der er ret, men man bør se huset som en entre til naboen - Aalestrup Kirke. Jeg glæder mig til for alvor at tage huset i brug, sagde Niels Peter Sørensen inden han gik på scenen sammen med den nu abdicerede Knaberkonge, Ejner Noe, for at synge og spille en sang med humor over beslutningsprocessen, i øvrigt på melodien til "Du må få min sofacykel, når jeg dør".
Niels Peter Sørensen sluttede med et ønske om, at sognehuset må blive et af pastoratets "åndehuller".
Bagefter var der underholdning ved visegruppen "De Vise" inden der blev serveret kaffe. Underholdningen var en gave fra gruppen i anledning af indvielsen, og et flot indslag med passende sangnumre, fællessang og musik. Vagn og Claus Laursen, far og søn fra Aalestrup, tog bl. a. kegler med henholdsvis Ib Schønbergs berømte nummer "Mariehønen" og Ib Grønbechs "Brødmaskinen".
Arkitekt Henning Pilgaard havde en gave med fra håndværkere og rådgivere. Det  var et billede på lærred udført af kunstneren Nana Bastrup. Henning Pilgaard trakkede for samarbejdet omkring byggeriet og ønskede al mulig held med det nye sognehus.
Eftermiddagen blev afsluttet af Lisbet Primdahl, som på menighedsrådets vegne efterlyste ideer til kommende aktiviteter i huset. Forud for indvielsen havde der været gudstjeneste i Aalestrup Kirke og bagefter var det muligt at få en rundvisning i de nye lokaler.


onsdag 10. juli 2019

Pomi vinder Landsskuets nyhedspris

THORUP: På Landsskuet, som blev afholdt i Herning i sidste uge uddeltes tradtionen tro på...

onsdag 10. juli 2019

Forening vil kæmpe for at bevare Lægevagten i Farsø

Praktiserende Lægers Organisation vil reducere Lægevagten i Farsø

onsdag 03. juli 2019

Festlig indvielse af ny bro over Lerkenfeld Å

Af Hanne MonradGl. ULLITS: Et samarbejde mellem Gl. Ullits, Vesterbølle og Gedsted Beboerforeninger...

onsdag 03. juli 2019

Mad, underholdning og marked indledte sommeren i Aalestrup

Af Hanne MonradAALESTRUP: Fredag, lørdag og søndag var der liv i Aalestrups gader, hvor sommeren...

onsdag 26. juni 2019

IF KVIK i Hvam har holdt gejsten i 50 år

HVAM: Idrætsforeningen KVIK har markeret sit 50 års jubilæum.Det meste af ugen har der været...

onsdag 26. juni 2019

Aktivt ægtepar blev det nye hyrdepar i Gedsted

GEDSTED: Som et af de sidste programpunkter i Gedeskægsfesten og et af de mest populære, er når der...

onsdag 26. juni 2019

Pumpehus i Gl. Hvam blev indviet

HVAM: Fredag eftermiddag blev dørene slået op til det nye pumpehus i Gl. Hvam. AN Energi, Aalestrup...

onsdag 19. juni 2019

Aalestrup nye sognehus blev indviet med maner

120 var til tapas, taler og underholdning

onsdag 19. juni 2019

49 kunstnere på tang- og madrasfabrikken i Gedsted

Mellem 200 og 300 mødte op til fernisering

onsdag 09. januar 2019

Ulbjerg gymnaster sprang ind i det nye år

ULBJERG: Ulbjerg Gymnastikforening startede det nye år, lørdag, 5. januar, hvor gymnastikforeningen...

Arkiv

ingen nyheder i denne liste