onsdag 31. juli 2019

Landsbyen Vesterbølle bliver igen levende

Af: Hanne Monrad

I marken kan man følge høstarbejdet, hvor nogle går mere til den end andre. (Arkivfoto)

VESTERBØLLE: Næste weekend, 3. og 4. August er der igen i år Levende Landsby i Vesterbølle, hvor byen sættes på den anden ende og bliver levende. Publikum kan opleve en hel anden tidsalder, hvis man begiver sig ud i byen, lørdag eller søndag. I år er det muligt at købe en todages billet til en fair pris.
Det er foreningen til Levendegørelse af Landsbykulturen i Vesthimmerland og Vesterbølle Sogns Beboerforening, som står bag det store arrangement, som er blevet en tilbagevendende tradition i den første weekend i august.
Der bliver stort rykind de to dage, arrangementet varer og gæsterne vil føle sig i en tidslomme og blive sat hen ved 100 år tilbage i tiden og man vil opleve, hvordan livet og dagligdagen var dengang, da der blev anvendt håndkraft til arbejdet.
Vesterbølle by afspærres og de fleste af beboerne og andre frivillige er arbejdende statister. Byen åbner lørdag kl. 10, hvor man allerede ved indgangen, kan fornemme en anden tidsalder med de forskellige aktiviteter.
Igen i år vil Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen, officielt åbne høstdagene. Dette foregår på Tolshøj 4 og borgmesteren vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde.
Her vil høsten blive overvåget af herremanden, som sammen med ridefogeden svinger pisken over fæstebønderne. I marken kan publikum følge med i de muntre scenarier, der udspiller sig her, blandt andet den fordrukne bonde som senere kommer på træ hesten. Hans unge kone, der skal føde midt i høsten, bliver bragt til Hougaarden.
Mange andre aktiviteter er også på plads i år. Hele dagen vil gamle tærskeværker blive vist i funktion på Katbakken. Dansk fåreavl møder frem med flere af deres racer og der vil blive klippet får i løbet af de to dage.
Den gamle karet som har tilhørt justitsminister Alberti, vil lørdag være omdannet til brudekaret, idet der lørdag middag vil være et privat bryllup i Vesterbølle kirke og brudeparret vil efter vielsen blive kørt fra kirken i denne flotte karet.
Det er også muligt for alle at få en tur i den flotte karet eller de andre hestetrukne køretøjer som vil køre rundt i gaderne non stop de to dage.
Begge dage vil der også være guidede ture i hestevogn til det fredede område, Holmen, hvor man kan høre om Vesterbølle, som er erklæret bevaringsværdig og de dige opdelte marker. Digerne er blandt de bedst bevarede i hele Nordeuropa. Kristian Byrialsen Nielsen som er barnefødt i Vesterbølle og har en stor viden om byen og egnen vil være guide.
Gamle håndværk
I løbet af weekenden kan man opleve flere gamle håndværkere demonstrere deres kunnen, så som rebslager, bødker, billedskærer, trædrejer, knipledamer, spinderske, børstenbinder og den gamle smed. Hos smeden kan børnene få lov at prøve kræfter og smede deres helt egen lille ting til at tage med hjem.
Et par gange i løbet af dagen, kan man oplevede den gamle skole, hvor eleverne bliver undervist af den gamle stramtandede lærerinde. Der bruges tavler, skrives skråskrift og måske kommer spanskrøret og skammekrogen i brug.
Der vil også være mulighed for at børn og barnlige sjæle kan afprøve gamle lege. Om søndagen vil Kulturskolens harmonikaelever spille til sanglegene. Der er også små konkurrencer for børnene. Ved indgangen får børnene udleveret en konkurrencekupon i form af en skattejagt og præmien kan indløses hos GedstedMejeri/Den Gamle Foderstof, som har en stand begge dage. Man kan også finde knapper i en balje med korn og få udløst en lille præmie til madteltet.
På Hougaarden vil den gamle ”Karl Nielsen” film om livet på landet i gamle dage, køre non-stop i en af stuerne. På gårdspladsen kan man finde Danmarks sødeste klappe ko.
Foreningen Levende Landsbykultur har netop tilendebragt en stor ombygning af tagetagen i deres store lade. Her kan man finde en gammel købmandsbutik, en gammel stue samt en stor udstilling af alle deres gamle redskaber, kareter og høstmaskiner.
Spillemandsgudstjeneste i kirken
Selvom arrangementet varer over to dage, er det i høj grad det samme program, man kan opleve begge dage. Dog er der kun gudstjeneste om søndagen, hvor det vil blive en spillemandsgudstjeneste i Vesterbølle kirke.
Kirkens indretning er speciel, idet den har hørt under Lerkenfeld Gods og derfor er der en speciel plads til herremanden og hans familie. Kirken bliver også nævnt som Himmerlands Domkirke på grund af sin størrelse.
I Sognehuset er der indrettet en café ”Café Madam Blå”, hvor man kan få stillet sulten og tørsten med lækkert hjemmebag direkte fra ovnen og friskbrygget kaffe. I teltet kan der købes øl, vand, pølser og vafler som kan nydes i det opstillede telt. På standen hos Gedsted Mejeri kan der købes gammeldaws kugleis fra deres egen isproduktion. Desuden vil der køre en gammel bagervogn rundt i byen og sælge kaffe og kage.
I en lade vil der også være en stor udstilling af gamle skole- og konfirmationsbilleder ligesom der ved hvert hus i landsbyen, vil være opstillet plancher, som fortæller husets historie og dets ejere gennem tiden.
Så der er nostalgi for alle pengene i landsbyen Vesterbølle i den kommende weekend.


onsdag 16. oktober 2019

Udsolgt til Tamra Rosanes i Gedsted

Vennepunktet har solgt alle pladser

onsdag 16. oktober 2019

Tema om cannabis i Aktive Kvinder

Foreningen Aktive Kvinder i Aalestrup havde i sidste uge arrangeret en aften, hvor cannabis var...

onsdag 09. oktober 2019

Foredrag i Aalestrup med Jesper Nøddesbo

Flot opbakning hjælper med penge til foreningen Carpe Diem

onsdag 09. oktober 2019

Stolen i Gedsted indviet med taler og sang

Byens nye vartegn 'Under Stolen' samlede borgerne til indvielsen

onsdag 09. oktober 2019

Intens konkurrence ved veteranpløjningen i Ulbjerg

Intens konkurrence ved veteranpløjningen i Ulbjerg

fredag 04. oktober 2019

Fred med medicin i Gedsted

GEDSTED: Efter det forrygende og totalt udsolgte åbningsarrangement er Vennepunktet i Gedsted nu...

torsdag 03. oktober 2019

Den Gamle Foderstof vandt is-pris

GEDSTED: Pernille Rosa-Stisen fra Den Gamle Foderstof i Gedsted vandt tirsdag Mejeribrugets...

onsdag 02. oktober 2019

Musikalsk foredragsshow med Dario på Knaberscenen

Af Hanne MonradAALESTRUP: Dario Campeotto er lige nu rundt i Danmark med sit jubilæumsshow. Det er...

onsdag 02. oktober 2019

Efterskolernes dag stor succes i Vesterbølle

Af Ture DamtoftVESTERBØLLE: Efterskolen i Vesterbølle havde stor succes med deres åbent hus til...

onsdag 02. oktober 2019

Butiksejer i Aalestrup gik selv efter tyvene

Konfronterede tyven og fik tyvekoster tilbage inden politiet blev indblandet

Arkiv

ingen nyheder i denne liste