onsdag 31. juli 2019

Ny læge i Gedsted og Aalestrup

Af: Thorkil Christensen

Landsbylæge-drøm realiseres i Gedsted

Charlotte Weirsøe i receptionen på regionsklinikken i Gedsted sammen med sygeplejerske Bettina Mørk, Vesterbølle. Klinikken har 1300 patienter.

GEDSTED: Charlotte Weirsøe, 53 år, er i fuld gang med at føre sin drøm om en tilværelse som landsbylæge ud i livet. Det sker i første omgang fra Regionsklinikken i Østergade i Gedsted, hvor Charlotte Weirsøe i øjeblikket er ansat som vikar, og fra 1. september i Lægehuset i Aalestrup, hvor hun indgår i kompagniskab med lægerne Jørgen Sten Christensen og Kield Fuglsang. Men fra 1. september vil Charlotte Weirsøe også være at træffe på Plejecenter Søndervang i Gedsted, hvor hun bliver fast tilknyttet som plejehjemlæge, og hvor der indrettes en satellitfunktion med en lille klinik, hvor hun kan modtage dårligt gående patienter fra byen, som har svært ved at komme ind til lægehuset i Aalestrup.
- Jeg glæder mig til kompagniskabet og den nyskabelse som en satellitklinik i Gedsted giver. Det bliver en god service over for gangbesværede patienter, selv om alle funktioner fra den nuværende lægeklinik i Gedsted ikke følger med, men flyttes til lægehuset i Aalestrup, siger Charlotte Weirsøe.
Regionsklinikken i Gedsted er en midlertidig afløser for praktiserende læge Ole Mogensen, som i 2017, efter 20 år i Gedsted, valgte at skifte til et job i et lægehus i Hobro. Det skete for at få mere fritid, men også for at kunne erfaringsudveksle med andre læger. Ole Mogensens afsked med Gedsted efterlod et tomrum, som Region Nordjylland valgte at udfylde med offentligt ansatte vikarlæger, og da Charlotte Weirsøe meldte sig som læge med bopæl i området, var det naturligt at hun blev tilknyttet klinikken i Gedsted.
- Der er omkring 1300 patienter knyttet til klinikken i Gedsted, som har 869 indbyggere, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af lokalbefolkningen. Her møder jeg også forståelse for, at jeg fra 1. september indgår kompagniskab med lægerne i Aalestrup. Det sker for at være med i et fællesskab, hvor der kan ydes lægefagligt arbejde af god kvalitet og med god service for lokalbefolkningen. Tiden med een solopraktiserende læge i en by er ved at være forbi, siger Charlotte Weirsøe, som derfor er glad for muligheden for at kunne åbne dørene for dårligt gående patienter fra Gedsted på plejehjemmet. Det sker hver tirsdag. Her bliver satellitklinikken indrettet med begrænset udstyr - større undersøgelser skal foretages på lægehuset i Aalestrup.
Netop drømmen om en tilværelse som landsbylæge mener Charlotte Weirsøe at kunne føre ud i livet i Gedsted og Aalestrup. Hun brænder for at kunne følge sine patienter - ikke bare indlede en behandling og så overlade det videre forløb til en anden læge. Hun vil gerne følge patienterne til dørs i et behandlingsforløb, og kan lide at være "tovholder" omkring patienter og sundhed.
- Jeg ved godt, at det kræver meget, men det tiltaler mig, siger Charlotte Weirsøe, som er fra Hornbæk i Nordsjælland og læste til læge ved Københavns Universitet. Hun blev uddannet som læge i almen medicin i 2003. I syv år har hun været med i et kompagniskab om en klinik med andre læger i Helsingør. Her var hun den ældste - når hun 1. september indtræder som kompagnon i lægehuset i Aalestrup bliver hun den yngste læge! Hun har desuden praktisk erfaring som læge udstationeret på Grønland og som regionsvikar i bl. a. Storvorde, Brovst og Fjerritslev.
I Aalestrup har man længe været bekymret for fremtiden for byens lægehus, fordi der blev skelet til lægemangel og til de nuværende lægers dåbsattest. Der poppede også af og til et naturligt ønske op om en kvindelig læge på klinikken. Med Charlotte Weirsøe bliver der taget hensyn til det hele, og man vil endda arbejde for, at lægehuset får en fjerde praktiserende læge. Aalestrup har vokseværk, der bliver flere og flere børnefamilier, og et nyt og moderne lægehus er så småt ved at skyde op ved Testrupvej.
Når Charlotte Weirsøe og ægtefællen gennem 31 år, Jørn Weirsøe, har rykket teltpælene op i Nordsjælland og privat er flyttet ind på en gård ved Vestrup, er det fordi de er begejstret for områdets natur og de store vidder, men også for at være tættere på sønnen Asger, der læser på Aalborg Universitet, og datteren Freja, der går i skole i Aars. Jørn Weirsøe er selvstændig IT-konsulent, men har taget et års orlov for at afprøve tilværelsen som økologisk landmand. Parret har købt en gård med 20 hektar jord ned til Lerkenfeldt Å. Her er de tæt på natur og dyr - og når Charlotte Weirsøe får tid kan hun fiske i åen. Hun har allerede købt medlemskort til en lystfiskerforening.
- Med flytningen til Jylland har vi selvfølgelig måtte give afstand til vores netværk i Nordsjælland, men det var nu at vi havde modet til at turde "rykke teltpælene op". Og så blev det sådan, siger en glad Charlotte Weirsøe, som allerede føler at hun trives med lægegerningen i Gedsted og Aalestrup - og med den nye tilværelse som landhusmoder i Vestrup.


onsdag 15. januar 2020

Møldrup mister snart to populære butikker

Birgitte og Claus Quorning har besluttet sig for at ændre livsstil men vil fortsat male

onsdag 15. januar 2020

Aktive Kvinder i Aalestrup er klar med et nyt program

AALESTRUP: Foreningen Aktive Kvinder i Aalestrup er igen, her i det nye år, klar med endnu et...

tirsdag 14. januar 2020

Årets første udstilling i Galleri Aalestrup

Af Hanne MonradAALESTRUP: Det er sædvanligvis den første lørdag i det nye år, at Galleri Aalestrup...

mandag 13. januar 2020

Skolechef i Viborg Kommune fratræder

VIBORG: Claus Drachmann Kaasby-Wang, der har siddet i stillingen siden 1. maj 2018, fratræder som...

onsdag 08. januar 2020

Nytårsparole i Aalestrup for aktive og tidligere brandmænd

Af Hanne MonradAALESTRUP: Traditionen tro var nuværende og tidligere brandmænd, som er tilknyttet...

onsdag 08. januar 2020

En 'Kontant' aften i Vennepunktet

GEDSTED: Med denne overskrift hentydes til, at Vennepunktet i Gedsted indleder det nye år med en...

torsdag 02. januar 2020

Rødbeder på gavlen og bagstiv bilist

Politiet havde et stille nytår

mandag 30. december 2019

Klar til motion i det nye år

Af Hanne MonradAALESTRUP: Med et nyt år kommer der mange tilbud om træning og motion. Og de fleste...

mandag 30. december 2019

Stafetten gives videre til Aalestrup maler

G3 Malerfirma Aps udvider med køb af Farsø malerfirma

fredag 27. december 2019

Flot julekoncert med kor i Gedsted Kirke

GEDSTED: Den flotte oplyste Gedsted Kirke var onsdag aften rammen om en enestående dejlig...

Arkiv

ingen nyheder i denne liste