onsdag 25. september 2019

Folketinget får nyt medlem fra Vesthimmerland

Theresa Berg Andersen var kun 130 stemmer fra at blive valgt, nu får hun og familien chancen for at prøve det

Under valgkampen besøgte Pia Olsen Dyhr (TV), partiformand i SF, kandidaten Theresa Berg Andersen, der fra januar kan skrive MF på visitkortet i nogle måneder.

Af Ture Damtoft
VESTHIMMERLAND: Theresa Berg Andersen (SF) kan fra januar skrive MF på visitkortet.
Vesthimmerlands 1. viceborgmester skal overtage et af de 179 stole fra partifællen Lisbeth Bech Poulsen, der går på barsel.
Theresa Berg Andersen var opstillet som kandidat for første gang ved folketingsvalget Grundlovsdag og var med 2516 personlige stemmer kun 130 fra at blive valgt ind foran Lisbeth Bech Poulsen. Nu får hun chancen for at komme på borgen i nogle måneder, og den chance skal udnyttes.
- Jeg kommer til at råbe Vesthimmerland så mange gange, at de bliver trætte af det på Christiansborg, siger en spændt Theresa Berg Andersen med et glimt i øjet.
Hun har fået orlov fra sin stilling som leder af børnehaven Lille Madsens Hus, men skal sandsynligvis fortsætte med at tale børnenes sag.
- Tanken er, at jeg kommer i Børne- og Undervisningsudvalget, og det passer jo perfekt, for det er det, jeg ved en masse om. Der skal ses på pædagog-uddannelsen og normeringer i både daginstitutioner og skoler. Det er nok begrænset, hvor meget jeg kan nå at udrette i seks til otte måneder, men jeg kan helt sikkert overføre noget af min viden fra den daglige praksis i en lille kommune til det parlamentariske arbejde. For mig drejer det sig også om at få skabt nogle kontakter, både mens jeg er på Christiansborg, men også når jeg kommer tilbage til det kommunale arbejde, hvor vi i Vesthimmerland virkelig er udfordret på, at vi får et stigende antal ældre og færre penge i kommunekassen. Den problemstilling vil jeg bl. a. gøre opmærksom på, siger Theresa Berg Andersen.
Fra SFs gruppeformand, Jacob Mark, og Lisbeth Bech Poulsen selv kommer der rosende og forventningsfulde ord om det snarlige midlertidige folketingsmedlem.
- Jeg glæder mig til samarbejdet. Theresa ved utroligt meget om børneområdet, og hun kan hjælpe med til at forbedre normeringer og få flere ind på pædagog-uddannelsen, siger Jacob Mark.
- Theresa kommer til at gøre det så godt. Jeg er glad for, hun vil afløse mig under barslen, og vil arbejde på at indhente det store efterslæb af f.eks. pædagoger, som mangler i vuggestuerne og børnehaverne. Vi skal have flere penge til området skrevet ind i den nye finanslov, og næste skridt er at kigge på uddannelsen, og der kan Theresa helt sikkert bidrage med sin viden og erfaring, siger Lisbeth Bech Poulsen, der glæder sig til, at hende selv, manden og bonusdatteren Freyja kan byde en lille pige velkommen til verden.
Vælgeres forventninger
I Theresa Berg Andersens hjem i Vilsted er familien også spændte - og et barselsvikariat er en god prøveklud på at sidde i Folketinget og stadig have et familieliv..
- Min mand og børn synes også, det er den allerbedste mulighed for at komme til at snuse til det, og vi som familie kan prøve, hvordan det hænger sammen med et familieliv. Jeg kan også finde ud af, om det er så fantastisk, som jeg tror, siger Theresa Berg Andersen.
Barselsvikariatet betyder et midlertidigt farvel til byrådet i Vesthimmerlands Kommune. Hendes post som 1. Viceborgmester overtages sandsynligvis af partifællen og nuværende byrådsmedlem Niels Heebøl. Posten i økonomiudvalget overtages af 1. suppleant Karen Elizabeth Friis Clausager, der kommer fra Aars og er formand for SF i Vesthimmerland, og som sad i byrådet 2014-2017.
- Det er fantastisk, at Theresa skal i Folketinget. Hun fik jo et supervalg, så det er godt, hun får en mulighed for at komme ind og prøve det, og at have en lokal på tinge er jo altid godt, siger Karen Elizabeth Friis Clausager.
- Det ser ud til, jeg skal overtage 1. viceborgmesterposten, men det vigtigste er jo, at vi glæder os over at få Theresa i Folketinget og få en lokal stemme mere på Christiansborg, siger Niels Heebøl.
Siden Aars Avis bragte nyheden om Theresa Bergs indtræden i Folketinget som det første medie, er det gået stærkt med henvendelser fra ikke bare andre medier men især kolleger og vælgere.
- Jeg fik meget opmærksomhed, og der er mange, som har sagt tillykke. Fredag lå der en folder fra Christiansborg med masser af information. Så blev det pludselig virkeligt. Jeg har fået rigtig mange tilbud om at besøge institutioner, også i København, fordi folk kender mit felt. Men jeg skal også lige have det på plads i hovedet og skal tage det lidt roligt. Men folk ser det og interesserer sig for det. Nu håber jeg bare, jeg kan indfri alle mine vælgeres forventninger, og jeg vil arbejde benhårdt for det, siger Theresa Berg Andersen.


onsdag 03. juni 2020

Veteranklub vil have de gamle Veloer på gaden

En beretning om den legendariske "cykel med hjælpemotor"

onsdag 03. juni 2020

Fællessang hos de ældre på Aaglimt

Af Hanne MonradAALESTRUP: Onsdag formiddag lød der liflige toner med musik og sang på terrasserne...

onsdag 27. maj 2020

Fra politiets døgnrapport

Tre sigtelser til mand fra AalestrupAALESTRUP: En 22-årig bilist fra Aalestrup blev kl. 23 tirsdag...

onsdag 27. maj 2020

Er klar til at åbne fodterapi i Møldrup

Sanni Tøttrup Wölck er statsautoriseret fodterapeut

onsdag 27. maj 2020

Tæt X-Factor løb for Mathilde fra Aalestrup

AALESTRUP: Det foregik selvfølgelig i København, men fra sin familiebase i Aalestrup har Mathilde...

onsdag 27. maj 2020

Bryllupspavillonen i Aalestrup renoveret

Lions-medlemmer har gjort pavillonen klar

onsdag 20. maj 2020

Der bliver ingen badeture i svømmeren i Aalestrup i år

Aalestrup Idrætscenter har stadig store ønsker for friluftsbadet

onsdag 20. maj 2020

Carpe Diem i Aalestrup igen tildelt flot pris

Foreningen har fået Andelskassernes pris

onsdag 13. maj 2020

Ny forening for aktive unge er startet i Aalestrup

Af Hanne Monrad AALESTRUP: Det er nok en forening af de mere usædvanlige, men ikke desto mindre er...

onsdag 13. maj 2020

Igen hærværk i Rosenparken

Af Hanne MonradAALESTRUP: Siden Naturbasen som ligger i Den Jydske Rosenpark i Aalestrup blev...

Arkiv

ingen nyheder i denne liste