onsdag 09. oktober 2019

Intens konkurrence ved veteranpløjningen i Ulbjerg

Af: Torsten Hansen

Intens konkurrence ved veteranpløjningen i Ulbjerg

Tilpasninger er vigtige, når fuen skal være lige og have den rigtige dybde.

ULBJERG: Der overlades ikke noget til tilfældighederne, når der konkurreres i veteranpløjning ved Ulbjerg Traktormuseum. Derfor blev der mukket lidt fra flere af deltagerne over, at de skulle begynde pløjningen imod det skarpe sollys. Men da den lave oktobersol var ens for alle, blev det accepteret.
Efter en kop varm kaffe begav de ikke helt unge deltagere sig ud til stubmarken, hvor konkurrencen skulle foregå.
I god tid inden ploven fik lov at røre mulden, gennemgik de 25 deltagere deres område af marken for uregelmæssigheder, og flere steder svingede de greben, for at jævne marken.
Inden det grønne flag blev hejst, og konkurrencen gik i gang hjalp deltagerne gerne hinanden, for eksempel med at sætte stokkene til at danne sigtelinjen. Øjemålet blev taget i brug, og det lød til at være meget præcist.
"Lige to centimeter tilbage", siger Finn Pedersen, Sæby, til Theodor Hedegaard, Thy, der står der godt 15 meter væk med en af stokkene. Stokken blev flyttet, og da linjen blev perfekt, markerede Finn Pedersen det med håndtegn til Theodor Hedegaard ude på marken.
Hjælpsomheden forsvandt samtidig med at det grønne flag kom til tops - nu var de alle konkurrenter.
Ikke på tid
Konkurrencen foregik ikke på tid, det var tydeligt. Man så ofte deltagerne stige af traktoren, ikke for at hyggesnakke, men for at justere på ploven. Der blev drejet, flyttet og skubbet på de mange håndsving. Det er meget vigtigt, at a-ryggen ikke bliver for høj ved den første flækning, men samtidig skal man sørge for at få dækket al plantematerialet, ellers risikerer man at få strafpoint. Retningen skal også passe med sigtelinjen og være helt lige. Nogle havde fat i håndsvingene og justerede for hver to meter, andre kørte lidt længere.
Erfaring
At dømme efter hårfarven var det naturligt at antage, at deltagerne havde pløjet i rigtig mange år. Men udseendet snyder. Veteranpløjning er en hobby, og faktisk var kun en af deltagerne fuldtidslandmand. Alle de øvrige dyrker pløjningen som hobby.
- Jeg begyndte, da jeg var 62 år. Nu er jeg 75 år, siger Bent Jacobsen, Søndersø, der er den deltager der kommer længst væk fra. I dag er det en hobby han bruger en del tid på, og kæresten Tove Sønnichsen følger ham rundt i landet, når han sætter krykken fast bag sædet på sin gule Fiat 211 fra 1959 og gør den en enfurede plov klar.
Bent Jacobsen deltager mange steder, og har været med til DM de sidste 10 år uden afbrydelser.
Flere af de øvrige deltagere har færre års erfaring end Bent Jacobsen.
Tre klasser
Traktorerne var delt ind i tre klasser efter plovene. Bugseret klasse, enkeltfuret klasse og flerfuret klasse.
Efter en solrig men lidt kold formiddag blev der fundet en vinder i de tre klasser. Favoritten i bugseret klasse var Peder Pedersen. Han levede op til værdigheden og vandt. Finn Pedersen havde godt styr på sigtelinjen og pløjningen. Han vandt enkeltfuret klassen. Evan Østerbæk blev vinder af flerfuret klassen.
Hestepløjning
Selv om konkurrencen var alvorlig for de 25, så handlede det mere om hygge for de fire hestespand, der også pløjede marken denne søndag formiddag.
- Vi har inviteret hestepløjerene med, selv om vi er et traktormuseum. De passer fint ind i arrangementet, siger Michael Jonassen, der er formand for Ulbjerg Traktormuseum.
Det er noget sværre at få hestene til at gå lige og danne en perfekt fure.
- Jeg træner med mine islændere af og til. Det kræver en del træning at få dem til at gå rigtigt, siger Erik Lauritsen, Lemvig, der har dyrket hesteplovning som hobby i fire år. Han deltager også i DM i hesteplovning om cirka 14 dage. Det foregår ved Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk nær Nibe. Deltagelsen glæder Jens Juul, Hadsund, der er formand for DM i hesteplovning, der arrangeres af Himmerlands Køre og Rideforening.
Jens Juul var også i Ulbjerg med sine flotte friserheste.
Med til at skabe hygge i Ulbjerg var også 11 traktorpløjere, der deltog i det som hed "hyggepløjning". Alt i alt havde alle en god dag på marken.


onsdag 21. april 2021

Første spadestik blev taget til anden etape af læge- og sundhedshus

Af Thorkil ChristensenAALESTRUP: Der var glæde at spore i Initiativgruppen bag det kommende...

onsdag 21. april 2021

Fjelsø-elever blev lokale affaldshelte

Samlede skrald i Fjelsø, Klotrup og Vesterbølle

onsdag 14. april 2021

Første spadestik til nyt sundhedshus:

Nu er målet ved at være nået i Aalestrup

onsdag 14. april 2021

Ny boligbutik er åbnet i Aalestrup

Mange gæster da butikken havde udendørs åbning

onsdag 07. april 2021

Fjelsø har fået et madpakkehus

Beboerforening søgte og fik et stort beløb til projektet ved søen

onsdag 07. april 2021

Aalestrup-læger er klar til at flytte

Opførelsen af det nye lægehus har holdt tidsplanen

tirsdag 30. marts 2021

1312 børn vil samle affald i Vesthimmerland

I år bliver der fokus på mængden af take-away affald

tirsdag 30. marts 2021

Salon i Aalestrup ind i nye lokaler

Salon Askepot er flyttet til Vestergade 18

tirsdag 30. marts 2021

Fodslaw klar til ny sæson

Nu kan man igen få en rask travetur sammen med andre

onsdag 24. marts 2021

Glæde hos alle over igen at være tilbage på skolen

Af Hanne MonradAALESTRUP: På Aalestrup Realskole glæder alle sig over, at der de sidste uger igen...

Arkiv

ingen nyheder i denne liste