onsdag 08. januar 2020

Nytårsparole i Aalestrup for aktive og tidligere brandmænd

Brandstationsleder Anders Liltorp berettede om årets gang hos brandmændene i Aalestrup.

Af Hanne Monrad
AALESTRUP: Traditionen tro var nuværende og tidligere brandmænd, som er tilknyttet Falck stationen i Aalestrup, samlet til Nytårsparole på stationen i Vestergade. Tidligere har traditionen været, at den er blevet afholdt den sidste dag i året, det var dog ændret i år til dagen forinden, mandag, 30. december.
Brandstationsleder Anders Liltorp bød velkommen til de fremmødte, den nye områdeleder Bjarne Sørensen og med en særlig velkomst til veteranerne, som er trofaste til at møde op og stadig være en del af fællesskabet og få et par hyggelige timer med kollegialt samvær, hvor der bliver fortalt om årets gang og selvfølgelig bliver der også udvekslet gamle minder, sjove og mindre sjove episoder og historier bliver genopfrisket.
Om det forgangne år kunne Anders Liltorp berette:
- Vi har i år haft et usædvanligt stille år, med få udrykninger, 32 er det blevet til, mod 55 sidste år. Den våde sommer, har sikkert spillet lidt ind, men vi var også næsten 3 mdr. inde i det nye år, før vi fik den første alarm.
Vi har haft en blanding af både store og mandskabskrævende gårdbrande, færdselsuheld med fastklemte, bygningsbrande, forurenings uheld og ABA’er (Automatiske Brand Alarmer) Uanset, hvad og hvornår I bliver kaldt, er I altid klar til at udføre en professionel indsats. I slipper det I er i gang med hjemme, på arbejdet eller måske hos venner og familie, for at hjælpe andre i nød. Det er en meget vigtig og uselvisk samfundsopgave, I påtager Jer og jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til jer for jeres indsats og tid, samt tak til jeres familier og jeres arbejdsgivere, for at låne Jer. Uden deres accept, ville der ikke være et brandvæsen i Aalestrup og det ville jo være katastrofalt. I år er der igen en lille julegave fra Falck til jer og det er dejligt, den var desværre sparet væk sidste år, men det er en god måde at give jer et skulderklap for Jeres store indsats.
Nye grænser
Slukningsområderne bliver ændret i Nordjylland i starten af det nye år, nærmeste brandvæsen skal køre, når der kommer en alarm og det er en god beslutning til glæde for borgerne. For stationen her, betyder det at vores slukningsområde nok bliver lidt større, jeg har ikke set de endelige grænser endnu, men regner med at de snart kommer ud.
I Falck har der været en del ændringer i årets løb. Der er stadig stor fokus på forbrug af timer, for mange mødt og omkostninger generelt, vi skal være rentable og optimere, hvor vi kan. Situationen er heldigvis vendt og Falck er igen herre i eget hus nu, efter et par hårde år. Vi har blandt andet, desværre, måtte vi sige farvel til vores områdeleder, gennem mange år, Tommy D Sørensen, der blev opsagt ifm. en omstrukturering. Det er altid vemodigt at sige farvel til nogen og personligt har jeg haft et rigtigt godt samarbejde med Tommy, han er nu gået på efterløn og jeg håber han får et godt otium. Vi har i stedet fået en gammel kending tilbage som områdeleder, Bjarne Jørgensen fra Randers, ham kender I alle og det er dejligt at vi ikke skal starte med en hel ny mand, som ikke kender stationen. Bjarne kunne heldigvis være med i dag, så I kan hilse på ham og jeg vil gerne byde dig velkommen, Bjarne, jeg ser meget frem til vores fremtidige samarbejde.
På mandskabssiden er der ikke sket det store, Dennis Pedersen, er flyttet ind til Aalestrup, fra Hvam, så han nu kan overholde responstiden på de fem min og indgå fuldt ud i beredskabet, det er vi rigtig glade for. Men ellers er vi fuldt bemandet og alle er fuldt uddannede. Vi har i år også fået nye kompetencer, da vi alle er blevet uddannet i masseskader, dvs. personskader ifm. større hændelser eks. terror eller store ulykker.

10 års jubilæum
Frank Jensen blev hædret for 10 år som brandmand og Anders Lilorp sagde i sin tale, bl.a.:
- Så er der gået 10 år i Falck og jeg er glad for at kunne stå her i dag og ønske dig tillykke og sige tak for din indsats.
Du er ikke en af dem, der råber højest her, men du sætter alligevel dit præg på stationen, på en positiv måde er du altid klar til at hjælpe, uanset om det er til en alarm, hjælpe med en vagt eller til en vedligeholdsdag. Når man ser på statistikken over udkald hen over året, ligger du altid i top, som en af dem med flest fremmøder. Du har heller aldrig misset en brandøvelse. Når vi har vedligehold, kommer din tekniske snilde, os jo også til gode, når en motor skal trimmes eller der skal skrues i noget.
Du er meget vellidt her, jeg har aldrig hørt et negativt ord om dig, dine kolleger, ved hvor de har dig og de valgte dig jo også som Årets Brandmand for et par år siden, en velfortjent hæder for din altid bundsolide indsats. Du er også valgt som AMR her og varetager dermed også dine kollegers sikkerhed og trivsel.
Til sådan et jubilæum, er det jo også sjovt at finde en bommert eller episode frem, hvor du har dummet dig, det kan jeg bare ikke. Det er ikke fordi, du ikke laver noget, men du præsterer bare fejlfrit hver gang og det er superflot. Jeg håber vi får glæde af dig mange år fremover og ser frem til vores samarbejde.
Frank Jensen fik overrakt blomster, diplom og medalje  for 10 års tro tjeneste.
Anders Liltorp sluttede sin tale med at sige tak til alle for en god indsats i 2019 og ønskede alle et godt nytår.
Allerede 20. januar skal brandmændene i aktion, da der denne dag er årets første brandøvelse.


onsdag 27. maj 2020

Fra politiets døgnrapport

Tre sigtelser til mand fra AalestrupAALESTRUP: En 22-årig bilist fra Aalestrup blev kl. 23 tirsdag...

onsdag 27. maj 2020

Er klar til at åbne fodterapi i Møldrup

Sanni Tøttrup Wölck er statsautoriseret fodterapeut

onsdag 27. maj 2020

Tæt X-Factor løb for Mathilde fra Aalestrup

AALESTRUP: Det foregik selvfølgelig i København, men fra sin familiebase i Aalestrup har Mathilde...

onsdag 27. maj 2020

Bryllupspavillonen i Aalestrup renoveret

Lions-medlemmer har gjort pavillonen klar

onsdag 20. maj 2020

Der bliver ingen badeture i svømmeren i Aalestrup i år

Aalestrup Idrætscenter har stadig store ønsker for friluftsbadet

onsdag 20. maj 2020

Carpe Diem i Aalestrup igen tildelt flot pris

Foreningen har fået Andelskassernes pris

onsdag 13. maj 2020

Ny forening for aktive unge er startet i Aalestrup

Af Hanne Monrad AALESTRUP: Det er nok en forening af de mere usædvanlige, men ikke desto mindre er...

onsdag 13. maj 2020

Igen hærværk i Rosenparken

Af Hanne MonradAALESTRUP: Siden Naturbasen som ligger i Den Jydske Rosenpark i Aalestrup blev...

onsdag 06. maj 2020

Vesthimmerland stor vinder i udligningsreform

Kommunen får statsfinansierede skattelettelser for 39,2 mio. kr.

onsdag 06. maj 2020

Mindedag for befrielsen måtte aflyses i Aalestrup

Måske højtidelighed på et senere tidspunkt

Arkiv

ingen nyheder i denne liste