- Din lokale ugeavis

onsdag 15. juli 2020

Færgen Mary i Hvalpsund binder kommuner sammen

Af: Ture Damtoft

Gratis overfart i juli har givet travlhed på overfarten til Sundsøre

Morten Mejdahl (tv) og Flemming Thomassen med den 14-årige færge Mary i baggrunden.

HVALPSUND: Hun hedder Mary, er 14 år gammel og noget dyrere i drift end teenageren derhjemme.
Færgen på Hvalpsund - Sundsøre overfarten er naturligvis en dame, og hun koster lige knap 7,5 mio. kr. at holde i drift i 2021 ifølge det budget, som byrådet i Vesthimmerlands Kommune vedtog, inden sommerferien.
Indtægterne er "kun" på godt 5,3 mio. kr, og derfor kunne færgefarten ikke opretholdes, hvis ikke Vesthimmerlands og Skive Kommuner sammen med Indenrigsministeriet gav et tilskud på næsten 4 mio. kr. i 2021 - hvoraf en stor del bruges på afdrag og renter på lånet til bl.a. at købe Mary for 14 år siden.
På trods af den store omkostning for Vesthimmerlands Kommune - 1.938.500 kroner i 2021 - er hverken formanden for bestyrelsen i Hvalpsund-Sundsøre Færgeri, Morten Mejdahl (V) eller overfartsleder Flemming Thomassen i tvivl om, at færgen skal bevares.
Morten Mejdahl er ellers kendt i byrådet for at være pænt nøjeregnende med pengene og insistere på, at projekter skal være rentable.
Men, der er undtagelser.
- Alternativet i Hvalpsund er ingen færge. Med et stort vandkantsområde i den vestlige del af kommunen er det vigtigt at bevare den transport mulighed over til Salling. Ellers ville vi få en affolkning, og flere ville flytte ind til byerne, siger Morten Mejdahl, der sammenligner det store tilskud til færgen med støtten til haller eller omkostningerne for de offentlige busser.
- Busserne kører måske nogle gange med tre-fire passagerer. Det er ikke rentabelt, men sådan er det med offentlig transport, og den er vigtig at have for at binde kommunen sammen. Vi har et sølle Vesthimmerland, hvis ikke vi har færgen, siger Morten Mejdahl.
68 km. fra leje til leje
På en tur over til Sundsøre er der godt med passagerer en fredag formiddag.
Overfarten tager omkring 10 min. Alternativet ville være at køre en lang omvej.
- Færgen forbinder jo landsdelene, og med 68 km. fra leje til leje ville det være en stor miljøbelastning, hvis f.eks. lastbiler, der kører nogle få kilometer på literen, skulle køre udenom. Vi har også indført en anden type brændstof, så vi udleder færre giftige gasser som nitrogenoxid. Det koster lidt mere men er mere miljøvenligt, fortæller Flemming Thomassen.
Han har arbejdet på overfarten i 22 år og de seneste fire som overfartsleder.
I den tid har antallet af privatkunder være nogenlunde stabilt, og antallet af erhvervskunder er steget - især siden Mary blev indsat i 2014.
- Før kunne lastbiler risikere at holde i kø, men med en større færge er det sjældent. Det kan ske om sommeren, når vi har mange turister, men ellers kan lastbilerne regne med at komme med på første overgang, siger Flemming Thomassen.
Færgen er oplevelse
To af de turister, som ikke fylder på bildækket, er Åse og Ib Schjerlund fra Bramming lidt øst for Esbjerg.
De har brugt er par dage i Vesthimmerland i deres autocamper, men vil en tur til Fur på cyklerne.
- Hvis ikke færgen havde været her, havde vi taget turen i vores autocamper. Det er meget bedre at cykle, for så ser vi jo noget, man ikke oplever fra en bil. At tage færgen er også en del af den oplevelse, fortæller ægteparret, der regner med at komme tilbage og bruge et par dage mere i Vesthimmerland.
De har sejlet gratis ligesom alle andre gående eller cyklende passagerer.
En gratisordning som har givet travlhed til bl.a. Frederikke Liltorp Justesen, der er sommer-billettør på andet år.
- Der var filme travlt i går (torsdag 9. juli, red.), men det er godt, så keder man sig ikke. Når det er godt vejr, så har vi også kunderne, og dem er der mange af i år, siger den 17-årige billettør.
Faktisk er der så mange, at der på ni dage er blevet sejlet langt over 3000 kunder på gåben eller cykel over sundet.
Langt de fleste danske turister, men også erhvervskunder. De sidste får engang imellem lidt særbehandling.
- Kommer der en lastbil fra Thise Mejeri ligesom færgen er ved trække fra, så lægger vi da lige til igen, så den kan komme med, fortæller Flemming Thomassen.
Opbakning i byrådet
I Morten Mejdahls øjne er de mange turister og den øgede erhvervstransport vægtige argumenter for, at færgen skal bevares, og tilskuddet er givet godt ud.
Samme holdning mener han at kunne spore i byrådet, selvom der kommer et par kommentarer om det rentable i driften.
- Der kan være lidt modstand engang imellem, men jeg fornemmer, at opbakningen til tilskuddet og færgen er i orden. Selvom der ikke skal meget til at vælte budgettet. I 2021 er der ifølge budgettet kun et overskud på 57.000 kr., når vi har sat taksterne lidt op. Det bliver hurtigt til et minus, hvis der kommer uforudsete udgifter som i 2019, da færgen skulle på værft, fordi der var noget galt med gearene. Men, hvis vi ikke har færgen har det både sociale og økonomiske omkostninger. Færre ville bosætte sig i området omkring Hvalpsund, og der ville heller ikke komme nær så mange turister og bidrage til den lokale økonomi, siger Morten Mejdahl.


onsdag 22. marts 2023

De små fra Aalestrup med i kæmpe kor

Af Ture DamtoftAALESTRUP: De kom fra hele Vesthimmerland og også Aalestrup og Gedsted - de næsten...

onsdag 22. marts 2023

Et aktivt sportsligt år i Aalestrup Idrætsforening

Basketball-afdelingen havde 50 procent fremgang

onsdag 15. marts 2023

Aalestrup Outlet lukker

Af Hanne MonradAALESTRUP: Butikken ”Din Lokale Outlet” i Vestergade i  Aalestrup, har meldt...

onsdag 15. marts 2023

Kulturuge sluttede med maner

Kulturprisen blev i år tildelt Hessels Venners Laug

onsdag 08. marts 2023

Mr. Nordic var på besøg i Aalestrup

Bertel Haarder samlede en fyldt sal i Sognehuset

onsdag 08. marts 2023

Stor "ulykke" som øvelse i Aalestrup

Op mod 150 personer deltager i øvelsen

onsdag 01. marts 2023

Tidligere turistchef bliver egnens ny erhvervschef

Anna Oosterhof tiltræder mandag, 3. april som ny erhvervschef

onsdag 01. marts 2023

Thorup-firma tager ged med på dyrskue

THORUP: Ligesom landbrugene bliver landbrugsmaskinerne også  større og større. Noget som Emil...

onsdag 11. januar 2023

Dobbeltjubilar fejret i Simested

Birger Frandsen fejret for 40 års jubilæum

onsdag 11. januar 2023

Brandmand i Aalestrup hædret for god indsats

"Årets Brandmand 2022" blev Emil Myrup Langgaard

Her udkommer Vesthimmerlands Avis: