Et kig ind på sundhedstorvet ved læge- og sundhedshuset i Aalestrup som arkitektfirmaet N. Krogh Madsen A/S forestiller sig at det kommer til at se ud.
AALESTRUP: Opførelsen af det nye lægehus i Aalestrup går planmæssigt, men der er meget overraskende sat "en kæp i hjulet" for sundhedscenteret som skal opføres ved siden af, og som initiativgruppen har planlagt licitation over om 14 dage. Selve lægehuset finansieres med penge fra Social- og Sundhedsministeriet og kommunen, mens sundhedshuset opføres af en lokal fond med stor økonomisk støtte fra borgere, virksomheder og foreninger i Aalestrup og omegn. Det er et samlet byggeprojekt til omkring 20 mio. kr.
Læger, fysioterapeut, tandlæge og optiker lejer sig ind i ejendommen der opføres på en 2000 kvadratmeter stor grund ved Testrupvej, og der anlægges et sundhedstorv med kunst, flisebelægning, bænke og grønne bede så besøgende med ærinde til stedet kommer til at føle sig godt tilpas.
- Det har i hele planlægningsfasen været tanken, at der også skulle være et apotek i sundhedscenteret, men i ellevte time har initiativgruppen modtaget en besked om, at apoteket ikke flytter med. Derfor står vi nu på tærskelen til et byggeri, som ikke er fuldt udlejet, og det kan give finansieringsmæssige udfordringer, siger formanden for Fonden Aalestrup Læge- og Sundhedshus, Per Bisgaard.
Der er tale om et samlet byggeri på 1425 kvadratmeter på grunden der har stiforbindelse til rutebilstationen og midtbyen, og parkeringsplads på området ved siden af Rema 1000. Arkitektfirmaet N. Krogh Madsen, Aars, har tegnet læge- og sundhedshuset, og visionen har fra første planlægningsdag været at huset skal være med til at sikre lokalbefolkningen tryghed omkring fremtidig adgang til praktiserende læger og sundhedsbehandlinger i nærområdet - og at Aalestrup og omegn også fremover vil være et attraktivt sted at bosætte sig.
Alle sundhedsaktører har underskrevet en lejekontrakt og forventer at kunne flytte ind i huset i perioden fra april til august næste år.
Aalestrup har høstet megen anerkendelse for initiativet til læge- og sundhedshuset, bl. a. på baggrund af den store økonomiske opbakning fra borgerne med foreløbig 3,6 mio. kr., og 5,9 mio. kr. fra Social- og Sundhedsministeriet som sporede nytænkning i byggeriet og derfor gerne ville bidrage økonomisk.
- Selv om det har været et stort arbejde, så er alt gået planmæssigt til nu. Derfor ærgrer det os, at vi ikke får apoteket med, og at vi nu skal ud og forsøge at finde andre sundhedsaktører til det lokale på 125 kvm. som pludselig er blevet ledigt. Men vi har nogle muligheder som skal undersøges, og det kan ende med, at der bliver flere sundhedstilbud i huset end oprindelig planlagt. Det ledige lokale kan rumopdeles, så der f. eks. kan blive plads til en psykolog, en zoneterapeut, en jordemoderkonsultaion, en høreklinik, en kiropraktor eller andet som er sundhedsmæssigt relateret, siger Per Bisgaard.
Og Aalestrup er inde i en rivende udvikling. Befolkningsantallet er stigende, børnefamilier flytter til Aalestrup, og der er mange nye arbejdspladser på vej indenfor en overskuelig fremtid. Desuden har byen gode sports- og fritidsfaciliteter, et sprudlende kulturliv, gode pasningsmuligheder og både real- og kommuneskole. Derfor mener initiativgruppen bag læge- og sundhedshuset, at det vil være muligt at få de ledige kvadratmeter "afsat" til anden side. Der skal bare lidt tid til...
Ni lokale orkestre og grupper sang og spillede
Store planer med Hougaarden, der bl. a. skal have nyt tag
Overskuddet uddeles til byens foreninger efter festen
Samme antal henvendelser i første halvår som i hele 2021
Ildsjæle troede næsten ikke deres egne øjne, da de så mail fra Landdistriktsudvalget
Madaffald og drikkevarekartoner skal også sorteres
Traktortræk fredag, 30. juli forventes at blive stort
Nu kommer der mange besøgende i rosenparken
28 kunstnere har allerede sagt "ja" til at deltage
AALESTRUP: Begyndelsen og basen er i Aalestrup.Men i weekenden bredte Aalestrup Classic Bil &...