Erna Karen Grotrian, Østrup, modtog det vaccinerende stik af læge Vivi Jørgensen. Det skete få dage før hun fylder 90 år.
VESTHIMMERLAND: Det var de lange nåles dag i kommunens eneste vaccinationscenter, Messecenter Vesthimmerland søndag, 17. januar.
Omkring 300 borgere fra kommunen smøgede ærmet op for at få den første del af den længe ventede vaccine mod Corona-smitte.
I god ro og orden mødte kommunes ældste borgere frem i messecentret, parate til at få vaccinen. I Hal 2 var to områder afskærmet. Det var her selve vaccinationen skulle foregå. Men før borgerne nåede frem til det område, så skulle de registreres. Det forløb stille og roligt, med god hjælp fra de ansatte og fra pårørende.
- Det er lidt af en fest. Vi er fem til at vaccinere, og to til at hjælpe med at trække op, siger læge Vivi Jørgensen, Lægeklinikken i Aars.
De to der trækker op har fat i selve vaccineflaskerne, hvor der efter planen er væske nok til fem vacciner.
- Men vores medarbejdere er i stand til at få syv ud af hver flaske, siger Vivi Jørgensen tilfreds.
Hun møder de ældre borgere med et stort smil, og i løbet af få sekunder er det vigtigste overstået. Nålen er trængt ind og vaccinen er givet.
Men det betyder ikke, at vaccinerede bare kan tage hjem.
De skalt sidde i 15 minutter, for at sikre, at der ikke går noget galt.
Derefter kan de tage hjem.
Erna Karen Grotrian, 89 år, modtog vaccinen og trillede roligt sin rollator til området, hvor hun skulle vente i 15 minutter.
- Nej, jeg har ikke glædet mig. Jeg synes, at jeg skal gøre dette for at glæde mine børn og børnebørn, svarer hun med stor sikkerhed på spørgsmålet om hun har glædet sig til dagen.
Familien har ønsket, at hun tog imod vaccinen.
- Vi har passet ekstra godt på min mor i det seneste år, og isoleret hende så godt vi har kunnet. Vi har følt, at vi ikke kunne besøge hende, som vi gerne ville. Men nu får vi en bedre mulighed for, at vi børn og børnebørn kan besøge hende, forklarer Lars Grotrian, der har kørt sin mor fra Østrup til vaccination i Aars.
- Jeg fejler ikke rigtig noget. Bare jeg har min rollator, så går det. Jeg vil helst kunne klare mig selv, derfor har jeg altid en støveklud og lidt ekstra med i rollatoren, forklarer Erna Karen Grotrian.
Det er ikke så mange år siden, at Erna Karen Grotrian ophørte med dagligt at komme på kontoret i familievirksomheden i Østrup. Årsagen var ikke et ønske om at trappe ned, men en brækket hofte satte en stopper for den del af hendes hverdag.
- Jeg mener, at vi skal arbejde så længe vi kan, lyder det med fast stemme bag mundbindet.
Selv om vaccinen nu er i kroppen, så bliver 90 års fødselsdagen ikke en fest, som den burde blive. Restriktioner sætter en begrænsning på antallet af besøgende. Men det går nok. Hun er indstillet på at fejre dagen på et andet tidspunkt.
Hjemtransport
I den anden side af Hal 2 sidder 91-årige Reinholt Andersen, Farsø.
Han har også modtaget stikket, og venter på at en taxi skal bringe ham hjem.
- Man mærker det ikke, men jeg har glædet mig til at det skulle ske. Det er dejligt, at der er mange folk til at vejlede, forsikrer han.
- Jeg er ikke så skrap til computere, så det var hjemmehjælpen der meldte mig til vaccinationen i dag. Men jeg er glad for, at alle her har så godt styr på det hele, siger Reinholt Andersen og får endnu en gang bekræftet af en hjælper, at taxien er på vej. Han får et helt konkret tidspunkt for hjemtransporten, og sætter sig trygt til at vente.
Udvidelse af byggemarkedet er knap nok færdig
De fem forpagtere vil samarbejde med hele byen
Børnekoret har fået lavet en video, hvor de medvirker
Handler "ved døren", men håber, at alt snart bliver som før
Ambulanceberedskab i Vesthimmerland uændret
Vesthimmerlands Kommune har også travlt med saltning
VESTHIMMERLAND: Covid-19 situationen i Vesthimmerland går også den rigtige vej.Trods to nye...
Den grå fløj rives ned for at give plads til nybyggeri
Men lidt af en kamp at få vaccinen til at strække langt nok
Elever på Aalestrup Realskole havde en anderledes skoledag
ingen nyheder i denne liste