Af Thorkil Christensen
GEDSTED: Torsdag eftermiddag var rigtig mange mennesker samlet ved "Stolen" i Gedsted, da endnu et byfornyelsesprojekt skulle indvies.
Det skete med pompt og pragt - og i det fineste solskinsvejr.
Anledningen var afsløringen - eller indvielsen - af et gavlmaleri i Østergade, udført at kunstneren Peer Poulsen, og med "Klods-Hans" på sin ged som motiv. Det er blevet til en farvestrålende gavl med Gedsteds vartegn - gedebukken - i centrum, som nu giver anledning til eftertænksomhed og glæde hos beskueren i stedet for en hvid og trist mur.
Gavlmaleriet er et led i byforskønnelsen i Gedsted. Det var faktisk det fjerde projekt i en række - og ikke det sidste, som formanden for Gedsted Beboer- og Erhvervsforening, byrådsmedlem Doris Lauritzen afslørede, da hun efter en til dagen skrevet fællessang med melodien fra Jeppe Åkjærs "Jens Vejmand", og indvielsestale af borgmester Per Bach Laursen, fik ordet og talte til et stort publikum.
Per Bach Laursen havde forinden ønsket til lykke med gavlen, og havde udtrykt en smule undren over, hvorfor digteren H. C. Andersens "Klods-Hans" på geden var motiv på gavlen. Den forklaring fik han af kunstneren, Peer Poulsen, som på forhånd havde gjort sig mange tanker om, hvordan en gavl i Gedsted bedst kunne udsmykkes og illustrerede det på vers. Et udvalg havde inden arbejdet gik i gang set udkast fra Peer Poulsen, og havde lyttet til hans forklaring om, hvorfor netop "Klods-Hans" skulle være motiv. At Gedsted så i mange år har haft geden og gedeskæg som logo i forbindelse med byfest og andre arrangementer, og har gedebukken "skåret ud" i neon som byens vartegn på vandtårnet, er en helt anden sag.
En stor del af Gedsteds 866 borgere var mødt op til indvielsesceremonien, der foregik i fint vejr, og med fællessang om Gedsted, gedebukken og "Klods-Hans". Lene Weiss fra Aars sang for, og melodi og tekst var så god, at borgerne med lethed kunne synge med. Det blev rigtig festligt. Og Gedsteds egen Hans C. Andersen læste eventyret om Klods Hans, iført høj hat, som han i øvrigt havde lånt af en Knaberdronning i Aalestrup.
Som afslutning på arrangementet blev der ønsket til lykke med gavlmaleriet, ligesom der blev udtrykt en forventningens glæde om næste byforskønnelsesprojekt. Det havde Doris Lauritsen nu allerede afsløret i Vesthimmerlands Avis i sidste uge, hvor hun udtalte:
- Men vi har stadig noget tilbage, bl.a. er det bestemt, at vi skal have nye byporte og så er det meningen, at der skal sættes et sejl over "Stolen".
Nu må man så håbe, at der ikke bliver trafikprop, når bilister stopper op for at se det store og flotte gavlmaleri i Gedsted.
Overskuddet uddeles til byens foreninger efter festen
Samme antal henvendelser i første halvår som i hele 2021
Ildsjæle troede næsten ikke deres egne øjne, da de så mail fra Landdistriktsudvalget
Madaffald og drikkevarekartoner skal også sorteres
Traktortræk fredag, 30. juli forventes at blive stort
Nu kommer der mange besøgende i rosenparken
28 kunstnere har allerede sagt "ja" til at deltage
AALESTRUP: Begyndelsen og basen er i Aalestrup.Men i weekenden bredte Aalestrup Classic Bil &...
Politiker skuffet over placering ved Hvamvej
GEDSTED: Selv om programmet ikke har samme omfang som tidligere år, så glæder borgerne i Gedsted...